Byggehegnet får nye funktioner
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
En byggeplads udgør sjældent et attraktivt byrum. Men der er flere bud på, hvordan byggehegnet kan gøres interessant for byens borgere.
Byggerier i midten af tætbefolkede byer lægger beslag på rumfølelsen og opleves som en hindring for oplevelsen af byen. Men byggepladser kan godt forblive en del af byen, mens arbejdet står på. Det viser "On Our Way"-konkurrencen, der blev skudt i gang af Innosite. Her skulle deltagerne komme med bud på, hvordan byggepladser kan gøres til attraktive byrum, mens byggeriet står på. De tre vinderideer viser, at især byggepladshegnet rummer mange muligheder.
Førstepræmien i konkurrencen gik til "Inflatable Construction Site", hvor man i stedet for tunge betonklodser og hegn bruger lette, oppustelige elementer til at afspærre byggepladsen. Elementerne har indbygget LED-belysning, som de forbipasserende kan ændre farver på, så der opstår et foranderligt kunstværk, og alternativt kan man lade kunstnere dekorere de midlertidige vægge. Dommerkomiteen fremhævede den enkle opsætning og den æstetiske værdi, men stillede samtidig spørgsmålstegn ved, om de oppustelige elementer ville være for sårbare over for hærværk.
Kommunikation fra byggepladsen
Andenpræmien gik til ideen om at bruge trådhegnet ind til byggepladsen til ophængning af moduler, hvorfra man kan udstille varer og dermed danne et marked med salg af eksempelvis blomster, bøger eller frisk frugt. Tredjepræmien gik til et byggehegn bestående af trælameller, der bølger sig, så der opstår et mere organisk byggehegn, som samtidig giver mulighed for at se ind på byggepladsen.
Der indløb i alt 130 ideer til konkurrencen, og foruden ideerne til nye måder at bruge byggepladshegnet på var der også en del ideer, der tog afsæt i, at byggeprocessen skal formidles til forbipasserende.
Innosite er et initiativ af Realdania og Energistyrelsen med Dansk Arkitektur Center som operatør. På innosite.dk afholdes åbne idékonkurrencer, hvor alle inviteres til at komme med innovative løsninger på aktuelle udfordringer i byggeriet.