Arbejdsmiljøindsats med risikobaseret prioritering
Politik | Af Dan Bjerring |
Partierne vil sikre, at dårligt arbejdsmiljø aldrig bliver et konkurrenceparameter.
Regeringen har indgået aftale med Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative om at styrke arbejdsmiljøindsatsen.
Målet er, at flere mennesker i Danmark får et godt og langt arbejdsliv, og aftalen betyder blandt andet, at Arbejdstilsynet fremover skal føre endnu flere tilsyn med virksomheder med størst risiko for arbejdsmiljøproblemer - og færre tilsyn med virksomheder, der har styr på arbejdsmiljøet.
Helt konkret bliver andelen af virksomheder - der udvælges til tilsyn, fordi de ofte har arbejdsmiljøproblemer - øget fra 55 til 80 procent. Samtidig skal 20 procent af virksomhederne fortsat udtages til et tilsyn via en stikprøve, så ingen kan være sikker på at undgå kontrol.
Skal ikke betale sig
Partierne vil med aftalen også sikre, at dårligt arbejdsmiljø aldrig bliver et konkurrenceparameter. Virksomheder, der groft bryder arbejdsmiljøreglerne, skal derfor straffes med større bøder:
- Hvis vi for alvor skal forbedre arbejdsmiljøet, skal vi sikre, at Arbejdstilsynet bruger flest ressourcer på de arbejdspladser, hvor der er størst problemer. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med aftalen målretter arbejdsmiljøindsatsen endnu mere mod de virksomheder, hvor vi kan se, at de ansattes sikkerhed og sundhed ofte er hårdt prøvet, siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).