Vækst hos nordjysk entreprenør
Byggeri | Af Finn Gade Knudsen |
Den nordjyske entreprenørvirksomhed HP Byg A/S, der sidste år opførte og indviede et nyt, centralt Aalborg-domicil, har øget omsætningen med 25 procent og kommer ud af 2014 med fordoblet tocifret millionoverskud samt en trecifret ordrebeholdning.
Den nordjyske entreprenørvirksomhed HP Byg er aktuel med byggeriet af 8.650 kvadratmeter boliger og erhverv for Aars Boligforening, opførelse af Plaza-byggeriet med cirka 15.000 kvadratmeter ungdoms- og ejerboliger og projektering og byggeri af 5.060 kvadratmeter nyt sundhedshus i Brønderslev.
Således satte virksomheden i 2014 ny rekord med en omsætning på 323 millioner kroner, et fordoblet overskud på 15,8 millioner kroner og en historisk ordrebeholdning på et trecifret millionbeløb.
Solid fremgang
Administrerende direktør Henrik Petersen fra den nordjyske entreprenørvirksomhed HP Byg i Aalborg gør regnskabet op for aktiviteterne i 2014 - et år, hvor virksomheden, der beskæftiger 120 medarbejdere, fordoblede overskuddet til 15,8 millioner kroner efter et plus i omsætningen på 25 procent til 323 millioner.
- 2014 blev et forrygende godt år, hvor vi samtidig med byggeri og indflytning i nyt domicil formåede at fastholde de senere års høje momentum og accelerere firmaets kontrollerede vækst i overskud, omsætning og egenkapital, siger Henrik Petersen.
Han understreger, at æren for den fortsatte fremgang i HP Byg først og fremmest kan tilskrives et stort engagement og en ekstraordinær indsats fra samtlige medarbejdere.
- Derudover begyndte vi i 2014 for alvor at høste frugterne af nyt ejerskab, en klar strategi om virksomhedens fokusområder, målrettet rekruttering af håndplukkede, erfarne medarbejdere og unge talenter, samt implementering af en ny overordnet arbejdsmiljøpolitik, der med skarp fokus på kommunikation, planlægning og respekt samler hele organisationen i et tværfagligt, innovativt samarbejde om at optimere processer og arbejdsgange, siger han
Forventning om fortsat vækst
Henrik Petersen slår fast, at HP Byg står stærkt i konkurrencen om nye opgaver, og han forudser fortsat vækst i de kommende år.
- Vi har en høj hitrate i konkurrencen om opgaverne, en historisk stor ordrebeholdning og en flad, fleksibel organisation, hvor erfarne og unge medarbejdere gennem samarbejde, videndeling og erfaringsudveksling gensidigt motiverer hinanden i udviklingen af innovative, behovsorienterede løsninger, der imødekommer og overtrumfer kundernes krav om fremtidssikret kvalitet på et attraktivt omkostningsniveau, siger han og fortsætter:
- Dertil kommer, at vi forventer selvforstærkende synergier af en styrket effektivitet i de interne processer efter at have samlet alle aktiviteter under samme tag, ligesom vi med etablering af nyt domicil centralt i Aalborg har udvidet vores geografiske markedsområde.
Han mener på den baggrund, at det står fast, at HP Byg er gearet til fortsat kontrolleret vækst i årene frem, hvilket han også forventer.