Nu skal arbejdet med nyt AB-system igang
Politik | Af Dan Bjerring |
Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen har udpeget Lone Fønss Schrøder som formand for det udvalg, der skal revidere aftalesystemet.
Det har længe været et ønske fra byggeriets parter, at AB-systemet revideres. Og nu sker der noget, idet klima- energi, og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (RV) har udpeget Lone Fønss Schrøder som formand for det udvalg, der skal revidere aftalesystemet.
Det nuværende aftalesystem i byggeriet er mere end 20 år gammelt og skal moderniseres, så det kan håndtere de udfordringer, som byggebranchen står overfor i dag.
Jeg så hellere, at det var færdigt i dag end i morgen, men forventningen er altså tre år.
Rasmus Helveg Petersen
Klima- energi, og bygningsminister
- Jeg har lavet en byggepolitisk strategi, der samlet set skal gøre dansk byggeri billigere, og en af byggestenene er en revision af AB-systemet, så den i højere grad ligner vores omverden. I dag er byggeriets vilkår i Danmark anderledes, end hvad vi ser i eksempelvis Sverige og Tyskland, siger klima- energi-, og bygningsministeren til Dagens Byggeri.
Ingen blød konflikttrappe
Han peger på, at der i Danmark blandt andet er flere konflikter om byggeprojekter end uden for vore grænser og fortsætter:
- Der er ikke i AB-systemet en "blød konflikttrappe, så tingene ikke altid ender i en eller anden tvist, i stedet for at der er en forligsmand, der kommer ud på byggepladsen og afgør uenigheder, siger Rasmus Helveg Petersen videre og fortsætter:
- Moderniseringen skal være med til at styrke produktiviteten og konkurrencen i den danske byggebranche, og AB-udvalget kommer til at bestå af repræsentanter for 14 af byggeriets parter, der i september 2014 blev enige om det kommissorium, der sammen med byggepolitisk strategi skal danne grundlag for revideringen...
AB-udvalget bliver udpeget formelt om ganske kort tid. Arbejdet omfatter revidering af de tre frivillige standardaftalevilkår - "almindelige betingelser" AB 92, ABR 89 og ABT 93 - som benyttes som aftalegrundlag i størstedelen af alle byggesager.
Varer tre år
Det forventes, at arbejdet med det nye AB-system kommer til at vare cirka tre år, og selv om byggeriets parter selv har efterlyst en revidering, forventer ministeren ikke, at det kan gøres hurtigere:
- Jeg så hellere, at det var færdigt i dag end i morgen, men forventningen er altså tre år. Jeg er glad for, at arbejdet nu er sat i gang, men jeg er ked af, at det tager så lang tid. Men det er ikke noget, staten bestemmer. Det skal parterne i byggeriet selv blive enige om. Enten lader vi parterne bruge den fornødne tid, eller også skal vi ikke have et partstyret system. Det er en af styrkerne i Danmark, at vi har så stærkt et aftalesystem med stort ejerskab af parter, der selv har indgået aftalerne, slutter ministeren.
Formanden og AB-udvalget vil blive bistået af et sekretariat, der er forankret i Energistyrelsen.