Danmarks bedste unge FRI-rådgiver er fundet
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
Anne Moloney fra Rambøll er årets unge FRI-rådgiver og får prisen for kombinationen af stærke tekniske kompetencer og enestående projektlederegenskaber.
Irske Anne Moloney fra Rambøll vandt konkurrencen om at blive Årets Unge FRI-rådgiveder. Blandt andet fordi hun på kort tid har klaret rejsen fra specialist til projektleder på det otte milliarder kroner store Forth Crossing Bridge-projekt i Skotland, der er et af Nordeuropas største infrastrukturprojekter.
- Anne Moloney har vist sin dygtighed, da hun i en ung alder fik ansvaret for et kompliceret broprojekt i Skotland. Anne flyttede sig på kort tid fra en stærkt teknisk faglig teamlederrolle til at håndtere rollen som projektleder på Forth Crossing Bridge-projektet, og hun formåede ikke blot at varetage opgaven, men at løfte den flere niveauer til kundens store tilfredshed. Med sin meget høje faglighed løser hun de problemer, der opstår undervejs og endda ofte med overskud og god humor. Det er meget efterspurgte evner blandt kunderne - og dermed også hos branchen, siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI, i en pressemeddelelse.
Anne Moloney formåede ikke blot at varetage opgaven, men at løfte den flere niveauer til kundens store tilfredshed.
Henrik Garver
Adm. direktør, FRI
Rivende udvikling
Henrik Garver mener, at det faktum, at det største talent i år er irer og uddannet i England er udtryk for den rivende internationale udvikling, der i øjeblikket sker i den rådgivende ingeniørbranche.
Rambølls kunde på Forth Crossing Bridge-projektet roser også Anne Moloneys arbejde, og arbejdsgiveren Rambøll spår den unge rådgiver en lovende fremtid.
- Anne Moloney er den type ingeniør, der er i stand til at udrette næsten alt det, hun sætter sig for. Det skyldes blandt andet hendes stærke evner for projektledelse, hendes tekniske færdigheder og ikke mindst hendes personlighed, siger Robert Arpe, adm. direktør i Rambøll Danmark.
Med titlen som årets unge rådgiver i Danmark følger et syv måneder langt uddannelsesprogram i ledelse, som International Federation of Consulting Engineers, FIDIC, står for. Med kåringen er Anne Moloney desuden automatisk med i konkurrencen om at blive årets unge rådgiver i Europa.