Usikkerhed om grønne tage
Byggeri | Af Dagens Byggeri |
De mange forskellige og uklare retningslinjer for montering af grønne tage gør det svært for både anlægsgartnere, arkitekter og producenter at finde fælles fodslag.
Manglen på fælles regler for montering af grønne tage skaber ifølge flere parter i branchen udfordringer, når de grønne tage skal forsikres. Aktørerne efterlyser derfor et samlet regelsæt på området, som kan skabe klare retningslinjer.
Branchefolkene peger på, at grønne tage har mange fordele.
- De bidrager til at forhindre, at regnvandet oversvømmer kloakkerne, de opsuger CO2 i bymiljøerne, og de skaber rekreative oaser midt i storbyen.
Men til trods for, at både offentlige og private bygherrer har fået øjnene op for mulighederne, mangler der ifølge arkitekter, producenter, anlægsgartnere og forsikringsselskaber stadig officielle retningslinjer på området.
- Det største problem med grønne tage er ikke mangel på viden. Problemet opstår først, når folk, der ikke ved nok om emnet og ikke sætter sig ind i stoffet, anlægger et grønt tag. Og derfor vil det eksempelvis kunne hjælpe, hvis man får et sæt fælles retningslinjer, som gælder for hele området, forklarer landskabsarkitekt Lars Andersen Sørig fra C.F. Møller, som er en af Nordens største arkitektvirksomheder.
For meget forvirring
Han bakkes op af Byggros, som er Danmarks største producent af grønne tage samt førende inden for levering af eksempelvis urbane biotoper, lokal regnvandsafledning med mere. Ifølge Torben Hoffman, der er teknisk ansvarlig for grønne tage hos Byggros, vil fejlprojekterede grønne tage således stadig forekomme, så længe rådgiveren ikke har et samlet sæt retningslinjer at støtte sig til.
- Lige nu findes der en lang række vejledninger fra forskellige aktører på markedet, herunder Danske Anlægsgartnere, BygErfa, DBI, Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR) samt diverse SBI-anvisninger. Problemet er dog, at disse vejledninger langt fra altid er entydige, hvilket kan skabe forvirring, hvis man ikke har den fornødne erfaring. Derfor ville et samlet værk fra officiel hånd danne en fast ramme, som alle kunne arbejde ud fra, mener Torben Hoffman.
Han påpeger, at det danske byggeri med fordel kan hente inspiration i Tyskland, hvor grønne tage gennem årtier har været en integreret del af byggekulturen. Her har landskabsarkitekter, anlægsgartnere, systemleverandører, planteskoler med flere sammen udarbejdet fælles normer (de såkaldte FLL -retningslinjer) vedrørende alle aspekter af grønne tage.
Også forsikringsproblemer
Manglen på officielle retningslinjer skaber desuden udfordringer, når de grønne tage skal forsikres. Således fravælger nogle forsikringsselskaber at dække grønne tage i forbindelse med husforsikringen og overlader dermed risikoen og ansvaret til husejeren af frygt for, at rødderne vil ødelægge den underliggende tagmembran. Men ifølge fagkonsulent Kim Tang fra Danske Anlægsgartnere har det frygtede rodproblem endnu ikke vist sig at være reelt.
- Forsikringsselskaberne frygter, at rødder fra det grønne tag vil ødelægge tagmembranen. Men der findes ingen dokumentation for, at det er et reelt problem, hvis taget anlægges ordenligt. Derfor kunne det hjælpe, hvis man fra officielt hold fik skrevet retningslinjer ned for anlæggelse af grønne tage. Et fælles regelsæt fra for eksempel Statens Byggeforskningsinstitut kunne således fjerne usikkerheden hos mange aktører, heriblandt forsikringsselskaberne, siger Kim Tang.
Han bakkes op af brancheorganisationen Forsikring og Pension, der er positive over for et sæt fælles retningslinjer på området.
- Generelt bakker vi op om retningslinjer, der sikrer en korrekt udførelse og minimerer antallet af skader. Med hensyn til grønne tage bliver fælles retningslinjer nok nærmere et funktionskrav, da produkter og montage umiddelbart vurderes at være meget forskellige fra forsikringsselskabernes side, forklarer ingeniør hos Forsikring og Pension, Tine Aabye.