Stort solcelleanlæg skal opføres på Lammefjorden
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
Nyt solcelleprojekt på Lammefjorden i Roskilde vil give strøm nok til over 5000 husstande.
Holbæk Kommune har modtaget en ansøgning om opførelse af et større solcelleanlæg på Lammefjorden, og derfor går kommunen nu i gang med at tilpasse kommune- og lokalplanen til anlægget, som vil brede sig over 56 hektar, svarende til 560.000 kvadratmeter. Det meste af Lammefjorden blev tørlagt for 100 år siden, og det store projekt skal placeres ved Grevingevej nord for Svinninge-Audebo Kanalen. Kommune- og lokalplanerne skal sikre, at solcellepanelerne opstilles i rækker vendt mod syd med en bestemt afstand, en højde på cirka 2,2 meter og en antireflekterende overflade. Endvidere skal planlægningen sikre, at området tilplantes med græs og afskærmende beplantningbælter, så der sikres et hensyn til omgivelserne og landskabet på Lammefjorden. En del af beplantningen er allerede etableret i form af læhegn i området.
Det forventes, at solcelleanlægget vil kunne forsyne 5.100 husstande med el og medføre en årlig besparelse på udledning af omkring 9.700 tons CO2.
Den nye planlægning for et solcelleanlæg sendes i fordebat frem til 6. marts 2015. Når planforslagene herefter er udarbejdet, vil de blive fremlagt i offentlig høring i otte uger, hvorefter der vil kunne træffes en beslutning i byrådet.