Nye redskaber til it-værktøjskassen
Erhverv | Af Torben Jastram |
Dansk Byggeri og Basit indbød for fjerde år i træk branchen til it-messe i Taastrup og Aarhus.
Siden 2012 har Dansk Byggeris it-messe haft til formål at inspirere branchens aktører til at tage nogle af tidens nye it-redskaber til sig. Udviklingen går stærkt, og år for år kommer der flere og flere små og store hjælpeværktøjer på markedet, der kan gøre dagligdagen en lille smule lettere og mere effektiv for blandt andet de mindre og mellemstore byggevirksomheder.
- I år har vi haft det bedste og mest komplekse hold af udstillere. De har fremvist og demonstreret et meget bredt udvalg af forskellige it-tilbud til de besøgende, siger Martin Profit Jakobsen fra Basit, der er medarrangør af messen.
Både tirsdag i Taastrup og onsdag i Aarhus var det Teknologisk Institut, der lagde lokaler til den gratis it-messe.
Handler om optimering
Godt en håndfuld af de i alt 25 udstillere havde desuden indlæg på messen, hvor de demonstrerede deres egne produkters muligheder, som i år udelukkende bestod af gennemtestede løsninger, som alle er brugbare fra start ude hos kunderne.
En af årets udstillere var virksomheden Eccofleet, der havde medbragt tre produkter til henholdsvis opgavestyring, flådestyring og materielhåndtering.
- Alt drejer sig groft set om optimering, om hvordan man kan gøre hverdagen lettere, mere smidig og frem for alt spare tid og penge. For eksempel når en medarbejder på en opgave pludselig får brug for en kollegas hjælp eller en ekstra maskine. Så kan værktøjerne give et præcist overblik over, hvor langt væk den nærmeste kollega er, og hvilken rute denne skal tage for at komme hurtigst frem. Det sparer både tid og brændstof, siger Kian Ettrup Christensen fra Eccofleet.
Modsat de tre tidligere år var det denne gang messen i Aarhus, der trak flest besøgende. Alt i alt ser det ud til at det samlede besøgstal lander nogenlunde på sidste års niveau, hvor små 600 kiggede forbi for at lade sig inspirere og få gode it-råd.