Lav rente er tegn på sygdom i europæisk økonomi
Erhverv | Af Dan Bjerring |
De ultra lave renter har en bagside, som de færreste er opmærksomme på. Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk VidenCenter advarer om truende skyer i horisonten.
Der hersker stor forvirring om konsekvenserne af internationale investorers forsøg på at få den danske krone revalueret med deraf følgende store fortjenester - for investorerne.
Umiddelbart virker det ganske fornuftigt set fra dansk side med de ultra lave renter. Senest er der ved at være basis for 30-årige lån til en rente på 1,5 procent, men ifølge sekretariatschef Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk VidenCenter, gælder det om at holde tungen lige i munden:
- De meget lave renter er tegn på en meget alvorlig sygdom i den europæiske økonomi. Inflationen er gradvist dykket til et minus på 0,6 procent, og hvis den deflation fortsætter, vil den udløse en ny periode med recession i Europa, siger Curt Liliegeren til Dagens Byggeri.
Ikke vægtløftning
Når man peger på den stærke krone som en fordel, skærer Curt Liliegreen igennem med konstateringen af, at det ?jo ikke er en vægtløftningskonkurrence?:
- Man skal generelt passe meget på med at indtænke den form for menneskelige værdier i valutaer. I 1920-erne var der kræfter i Venstre, der talte om ?den ærlige krone? - at kronen skulle tilbage til det gamle guldindløsningsforhold. Senere måtte man i forbindelse med Kanslergadeforliget nedskrive kronen for at redde danske landbrug under den truende økonomiske krise. Hvis den danske krone ikke følger euroen ned, men bliver løsrevet af markedskræfterne, mister danske virksomheder ordrer i udlandet på grund af den forringede konkurrenceevne, siger Curt Liliegreen.
Usundt opsving
Ikke mindst byggesektoren påvirkes af situationen:
- Man kunne tro, hvis man ikke tænker så langt, at det er en fordel for byggesektoren, at renten falder. Man kan håbe, at det sætter gang i investeringerne. Men kan vi ikke holde forholdet til euroen, og kronen bliver opskrevet, vil det være skadeligt for erhvervslivet generelt. Det vil koste arbejdspladser og investeringer til skade for byggeriet. Vi skal også huske, at hvad der umiddelbart ser ud som en redning for boligejerne med den meget lave rente ikke er et sundt grundlag at basere et opsving på boligmarkedet. Det vil være et falsk opsving. Spørgsmålet er, om folk forstår, at vi er på vej ind i en truende situation med en økonomisk krise, siger Curt Liliegreen, der tror, at markedet - ikke Nationalbanken - i sidste ende vil være stærkest.