Entreprenører søges til sygehusbyggeri
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Nykøbing F. Sygehus skal udbygges inden slutningen af 2017, og i den forbindelse inviteres interesserede entreprenører til informationsmøde.
Region Sjælland skal i alt have fire store akutsygehuse, og her er Nykøbing F. Sygehus med på listen. Det kræver imidlertid en udbygning, og i den forbindelse søger sygehuset nu interesserede entreprenører. I første omgang indbydes der til informationsmøde torsdag 5. februar klokken 14.00 i sygehusets kantine på Fjordvej 15, hvor krav til prækvalifikation vil blive præsenteret.
Det oplyses, at projektet vil blive udbudt i 12 fagentrepriser i stedet for totalentreprise.
- Vi håber med dette tiltag, at mange lokale firmaer på Sjælland og Lolland-Falster er interesserede i at blive en del af vores tilbygningsprojekt, siger Michael Værnhøj Jørgensen, stabschef på Nykøbing F. Sygehus, i en pressemeddelelse.
- For at støtte op om vores valg af udbudsform, indbyder vi alle interesserede til et informationsmøde, hvor vi vil præsentere de krav, vi stiller til at blive prækvalificerede. Vi håber på at se rigtig mange, da vi gerne vil have så mange kvalificerede som muligt til at byde på vores byggeri, fortsætter han.
Totalrådgivere på opgaven er White Arkitekter A/S med Lyngkilde A/S som underrådgiver.
Byggeriet er første etape af en forventet fuld udbygningsplan for sygehuset med i alt 253 nye sengepladser med dertilhørende nyt behandlingsafsnit for operation og billeddiagnostik.