Stort behov for flere særlige demens-plejeboliger
Byggeri | Af Torben Jastram |
Flere ældre med demens betyder, at de danske kommuner over de kommende år er nødsaget til at opføre flere plejeboliger indrettet til denne gruppe. Det er konklusionen i en analyse foretaget af Kuben Management.
Andelen af ældre der rammes af demens er stigende, hvilket gør, at forholdet mellem almindelige plejeboliger og demensplejeboliger bør genovervejes. Det er en af konklusionerne i en analyse af plejeboligmrådet, som Kuben Management har foretaget.
Aktuelt anslås der at være cirka 90.000 ældre med demens. Hvis prognoserne holder stik, forventes dette tal at stige til mere end 160.000 i år 2040, hvilket svarer til en vækst på over 80 procent.
Udover at antallet af demente stiger i de kommende år, anslås det, at en betydelig andel af de nuværende beboere i almindelige plejeboliger lider af demens eller har demenslignende symptomer. Pointen er her, at flere af disse beboere vil have gavn af at bo i mere egnede boliger, og at mange af de eksisterende plejeboliger derfor med fordel kan indrettes hertil.
Godt demensbyggeri
Godt demensbyggeri inkluderer blandt andet overskuelighed og genkendelighed i byggeriet. Derudover bør indretningen være i ét plan og være præget af en mere regulær rumopdeling. Hensynet til demente gælder desuden også i indretningen af have- og udearealer. Indretning efter principperne bag godt demensbyggeri kan imidlertid også komme andre dele af ældregruppen til gode, da flere vil have nedsat funktionsniveau, når de indskrives i plejeboligerne.