Skills løfter tagdækkeruddannelsen
Erhverv | Af Niels Johan Juel Jensen |
Der er stor mangel på tagdækkere, og det skal DM i Skills være med til at rette op på.
DM i Skills har efterhånden udviklet sig til at være et vigtigt aktiv for erhvervsuddannelserne. På den ene side er det et perfekt udstillingsvindue for uddannelsesstederne - ligesom det også er en konkurrence, der fylder meget i elevernes bevidsthed. Det kan man snakke med om på tagdækkeruddannelsen, hvor det årlige mesterskab værdsættes højt.
- Perspektivet i det her omkring det uddannelsesmæssige for eleverne, det er jo simpelthen, at man har et værktøj til ligesom at højne den faglige stolthed og standarden. Eleverne, når de starter på vores tagdækkeruddannelse, så stræber de jo simpelthen efter at komme med til det her Skills. Skills er en kæmpe oplevelse for eleverne, og titlen som Danmarksmester betyder utroligt meget på ens cv, når man er færdig med uddannelsen, forklarer Tommy Dan Larsen, der er faglærer på tagdækkeruddannelsen under EUC Nordvestsjælland.
Mangel på elever
Én ting er værdien for eleverne. Men uddannelsesstederne har i mindst lige så høj grad en gevinst ud af DM i SKills.
- Perspektivet set fra vores synsvinkel er jo simpelthen, at Skills kan være med til at tiltrække elever til vores uddannelse. Vi er en forholdsvis ukendt uddannelse, og det vil sige, at al den reklame, vi kan få og komme ud med, det har meget stor betydning for tilgangen af elever, lyder det fra Tommy Dan Larsen.
- Det er desværre sådan i vores branche i dag, at vi har meget stor mangel på arbejdskraft. Stort set alle tagdækkerfirmaer ringer og spørger, om vi ikke har nogle uddannede tagdækkere, de kan få. Men desværre må vi sige, at alle er i arbejde, fortsætter han og understreger endnu en gang, at der er et meget stort behov for at få udlært nogle dygtige tagdækkere.