STB BYG slutter året med et brag af en ordre
Byggeri | Af Maria Hesselvig Lange |
Inden ordrebogen for 2014 bliver lukket helt i, kan det vejlensiske entreprenørfirma notere sig som vinder af deres største entreprise i firmaets historie. Der er tale om en samlet renovering af 189 lejligheder i Korskærparken i Fredericia.
Det er Boligkontoret Fredericia , der står som bygherre, når den omfattende renoveringsopgave påbegyndes i april 2015. Arbejdet omfatter i hovedtræk en samlet renovering af alle 189 lejligheder fordelt på syv blokke i den del af Korskærparken, som ligger på Korskærvej 2-18 og 94-158.
- Det er et stort projekt, som strækker sig helt frem til slutningen af 2016, fortæller adm. direktør i STB BYG A/S, Jens Winther, og tilføjer:
- Vores største opgave bliver at få logistikken til at gå op, da vi af hensyn til beboerne skal renovere én blok af gangen. Folk bliver genhuset, så vi skal kunne levere indflytningsklare lejligheder på de lovede datoer - hverken før eller efter. En opgave jeg føler mig sikker på, at vi har både erfaringen og mandskabet til, at kunne løfte.
189 forskellige indretninger
Hele afdeling 307 skal renoveres, moderniseres og ombygges. Friarealerne omkring blokkene bliver forbedret med hensyn til tilgængelighed, opholdsarealer, legearealer, veje, stier og belysning. Facaderne får nye teglelementer, og der kommer nye tage. Alle installationer udskiftes, og der bygges helt nye ventilationsanlæg. I to blokke bliver renoveringen lidt mere gennemgribende, da alle opgange her etableres med vindfang og elevatorer, og alle lejlighederne får forbedret tilgængelighed.
Fælles for samtlige lejligheder er, at de får renoveret køkken og bad, og her bliver de mange beboere i de 189 lejligheder fordelt på 23 opgange i de syv boligblokke ikke holdt uden for indflydelse. De kan nemlig vælge blandt flere væg- og gulvklinker i badeværelset, farver på bordplade og gulv i køkkenet samt kanter og greb på skabe. Der er således en teoretisk mulighed for 189 forskellige indretninger, men det skræmmer nu heller ikke Jens Winther.
- Jeg er sikker på, at vores dygtige medarbejdere får sat logistikken i system, så de kan løse opgaven sammen med bygherren og beboerne til alles tilfredshed.