Dobbelt op på sygehusordrer
Byggeri | Af Torben Jastram |
JFP har vundet to større supersygehusordrer - samlet løber de to opgaver i Gødstrup og Skejby op i næsten en halv millard kroner.
I december har den Herningbaserede entreprenørvirksomhed Jørgen Friis Poulsen (JFP) vundet to store ordrer på to igangværende supersygehusbyggerier.
Først vandt virksomheden en råhus- og lukningsentreprise til 247 millioner kroner på DNU ved Skejby uden for Aarhus, hvor virksomheden i forvejen er i gang med fire delentrepriser. Og få dage senere vandt JFP den nordlige del af DNV i Gødstrup ved Herning.
- Allerede i 2010 kunne vi se, at der var et kommende stort marked indenfor sygehusbyggerier, hvorfor vi bød ind på en række mindre om- og tilbygninger på Regionshospitalet i Herning for på denne måde at få erfaring og referencer indenfor dette segment. Med den seneste opgave på DNU, som alt tyder på bliver til en ordre, kan man således sige, at en langsigtet strategi om at få andel i dette marked er lykkedes til fulde, siger en tilfreds direktør Jesper Friis Poulsen.