Bygningssagkyndige advarer mod at fjerne maksimalpriser
Politik | Af Dan Bjerring |
Små virksomheder inden for tilstands- og elinstallationsrapporter får meget vanskeligere adgang til markedet.
Formanden for FUBE (Brancheforening for Frie Uafhængige Bygningssagkyndige og Energikonsulenter), Hans-Erik Bønnelykke, advarer politikerne på Christiansborg mod at vedtage forslaget om at afskaffe maksimalpriser i Huseftersynsordningen.
Forslagets formål er ifølge de bygningssagkyndige at "lette markedsadgangen og fjerne unødvendige barrierer for en række mindre erhverv, især de lovregulerede erhverv, herunder Huseftersynsordningen og EL- eftersynsordningen". Huseftersynsordningen er i næsten alle sammenhænge kontrolleret af staten.
Frit spil
Der er dog i lovforslaget ikke taget hensyn til at cirka 70 procent af tilstandsrapporterne inden for Huseftersynsordningen udføres i lukkede samarbejdsaftaler mellem ejendomsmæglerne, forsikringsselskaberne og 25 store og mellemstore virksomheder. De resterende 30 procent udføres af 203 små virksomheder.
- Med en ophævelse af maksimalpriserne på tilstands- og elinstallationsrapporter vil de lukkede samarbejdsaftaler have frit spil med hensyn til prisen på tilstands- og elinstallationsrapporter. Helt klart til skade for forbrugeren. De små virksomheder vil få endnu sværere ved at tilgå markedet for tilstands- og elinstallationsrapporter, da forsikringsselskaberne ikke vil indgå et samarbejde med små virksomheder, oplyser Hans-Erik Bønnelykke.
Kredit
Han mener, at de store udbydere af tilstandsrapporter tilbyder kunden kredit til huset er solgt, en slags "no cure pay", og det kan de små virksomheder ikke klare rent økonomisk:
- De negative konsekvenser ved gennemførelse af lovforslaget er, at de små virksomheder, inden for markedet for tilstands- og elinstallationsrapporter, vil få meget vanskeligere adgang til markedet. Og de store virksomheder vil på lovlig vis få adgang til at tage den pris for rapporterne, der passer dem. Frem til i dag har det vist sig, at konkurrencen i praksis er sat ud af spillet på 70-80 procent af huseftersynsmarkedet på grund af lukkede samarbejdsaftaler mellem forsikringsselskaberne og de store og mellemstore virksomheder, skriver FUBE i en kommentar til forslaget.