IOC offentliggør design af nyt hovedsæde
Arkitektur | Af Maria Hesselvig Lange |
Den Internationale Olympiske Komité offentliggør nu de første billeder af sit nye hovedsæde designet af 3XN.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) udpegede 3XN til at designe sit nye hovedsæde efter en international konkurrence i flere etaper, der blev afgjort tidligere på året. IOC har nu frigivet de første billeder af projektet, som er placeret på et 24.000 kvadratmeter stort område beliggende ved bredden af Genevesøen i Lausanne, Schweiz. Det fortæller 3XN i en pressemeddelelse.
Skal samle IOC
Den nye bygning vil samle 600 medarbejdere, der i øjeblikket arbejder i forskellige kontorer spredt ud over hele byen.
- I anerkendelse af De Olympiske Leges stærke symbolik og organisationens behov, har vi designet det nye IOC hovedsæde omkring tre centrale temaer: bevægelse, fleksibilitet og bæredygtighed, siger Jan Ammundsen, senior partner, 3XN.
- Med sin dynamiske, bølgende facade vil bygningen fremstå forskellig fra alle vinkler og har dermed et fysisk udtryk, der illustrerer energien fra en atlet i bevægelse. Bygningens indre er designet med så få bærende elementer som muligt. Det åbne og fleksible miljø kan tilpasses forskellige arbejdsformer både nu og i fremtiden. Vores design har også til formål at fremme interaktion, kommunikation og videndeling blandt personalet.
3XN's design bygger på respekt for stedet og samtidig på bæredygtige principper. Bygningen har mange energieffektive systemer integreret i designet, herunder søvandspumpning, solceller og dagslysoptimering. Det nye hovedkontor er beliggende i en park placeret ved bredden af Genevesøen og støder op til det historiske Château de Vidy, som har fungeret som det ikoniske hjemsted for IOC. 3XNs design er tilsigtet at respektere både slottets arv og parkmiljøet og dermed gøre overgangen fra park til byggeri så nænsom som muligt.