Svendborg indvier to torve
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Man er i Svendborg er klar til indvielse af Torvet og Lille Torv, der er nyindrettet med plads til ophold, aktivitet og hverdagens byliv.
Svendborgs borgmester indvier fredag eftermiddag sammen med programchef Karen Skou fra Realdania to byrum i den sydfynske købstad.
- Torvet er nu et markant bindeled mellem byens mange tilbud gennem den meget fine omdannelse. Så ikke alene har vi fået en klassisk og enkel bymidte, men også en plads til en lang række aktiviteter inden for både kultur- og erhvervsliv fremover ? fx kommer torvehandlerne tilbage nu, så alt i alt er der grund til fejring, siger borgmester Lars Erik Hornemann.
Det er lykkedes Kirstine Jensens Tegnestue sammen med de øvrige rådgivere at give Svendborg to nye byrum og et byrumsforløb, der er første skridt i at tydeliggøre forbindelsen mellem byen og havnen.
- Det er på mange måder et lavmælt greb, som jeg synes klæder byen virkelig godt. Samtidig med at det indeholder en række velfungerende trafikløsninger og bidrager til sikring mod store nedbørsmængder, siger programchef Karen Skou fra Realdania.
Første etape
Det har været et omfattende projekt. Den smukke skulptur fra 1929 "Havfruer, der laver malstrøm" er kommet tilbage på Torvet i en videre fortolkning af det oprindelige værk. Og mindst lige så synligt er den diagonale brostensbelægning på midten af Torvet og Lille Torv, blandingen af granit- og betonfliser i gangzonerne, nye cykelstativer og affaldsbeholdere samt LED-belysningen i form af parklamper på Torvet og wirehængte "free street" på Lille Torv. Under jordoverfladen gemmer der sig et nyt stabilt underlag, nye ledninger og et forsinkelsesbassin, som skal beskytte mod fremtidige skybrud.
Nyindretningen af Torvet og Lille Torv er første etape af Den Grønne Tråd, som Realdania og Svendborg Kommune gennemfører. Planlægningen af sidste etape, der omfatter en del af Møllergade, Krøyers Have og Ramsherred, er gået i gang, og hele Den Grønne Tråd forventes færdig i foråret 2016.