New York planlægger underjordisk park
Arkitektur | Af Sam Eichblatt, New York |
Delancey Underground er titlen på et projekt, der skal realisere New Yorks første underjordiske park i en nedlagt sporvognsremise. Et kæmpe uudnyttet underjordisk rum skal skabe det første klimauafhængige grønne område.
Det kan virke selvmodsigende, at det seneste nye grønne område på New Yorks Manhattan, som er kendt for sine himmelstræbende skyskrabere, foreslås anbragt under jorden. Men i takt med, at prisen på hver kvadratmeter på øen fortsætter med at stige, har rygterne om et stort ubenyttet underjordisk rum på godt en halv hektar givet grobund for en ny idé.
Delancey Underground, som skaberne James Ramsey og Dan Barasch kalder parken, er i øjeblikket en huleagtig 5.500 kvadratmeter stor sporvognsterminal under Delancey Street på Lower East Side, som har ligget ubenyttet og stort set urørt hen, siden de elektriske sporvogne blev taget ud af drift i 1948.
- For omkring to eller tre år siden arbejdede jeg sammen med en tidligere MTA ingeniør, en ældre fyr som fortalte mig en masse forskellige skøre og interessante historier, siger Ramsey, som er ejer og grundlægger af Raad Studio, et Lower East Side baseret arkitektfirma, og tilføjer:
- Han fortalte mig også om at genopdage alle disse gamle områder under New York, og lige på den anden side af vejen over for mit kontor var der den her ubenyttede sporvognsterminal.
Etableret 1903
Ideen om at der var et område på størrelse med en mindre park gemt lige under asfalten, fangede Ramseys fantasi. Terminalen blev bygget samtidig med færdiggørelsen af Williamsburgbroen i 1903 og har mange af de historiske træk fra den æra, blandt andet hvælvede lofter og brosten.
- Men, siger Ramsey, - den er dækket af 60 års skidt, og har brug for en seriøs forårsrengøring.
Teknikker henter solen ind
Med Central Park placeret fire mil længere oppe i bydelen, er det Ramseys plan at ændre terminalen til et grønt område, som kan benyttes hver dag året rundt, uanset sne - en velbegrundet bekymring efter de seneste vintre, der har fået byen til at gå i stå.
Parken vil bevare sine historiske karakteristika, men vil have en "sci-fi agtigt" installation slyngende igennem sig, som vil give tilstrækkeligt med naturlig belysning til, at planter kan gro.
- Jeg arbejdede på et projekt med tilknytning til omdirigering af naturligt sollys. Og det gik op for mig, at det betød, at man rent faktisk kunne lede det ind til dette område, gennem en række teknikker. Ved at koncentrere det med optiske systemer og ved at benytte lysrør og fiberoptik er det muligt at bringe fotonerne ned i undergrunden og få planter til at gro. Det var en så ufattelig idé, at hele vores kontor begyndte at arbejde på det. Ideen fangede også Barasch, en gammel ven og social entreprenør, som han nævnte det for en aften over nogle drinks, siger han.
Parallel til The High Line
Projektet blev uundgåeligt sammenlignet med The High Line - en række forladte forhøjede jernbanespor i vestbyen, som er blevet forvandlet om til en yderst populær park af arkitekterne Diller, Scofidio og Renfro.
Ikke bare er den bæredygtig og smuk, den udnytter også de hårdføre plantearter som allerede voksede på sporene i forvejen i det slående urbane landskab. Den snor sig i førsteetages højde over gadeplan, forbi lejligheder og under Standard Hotel og har charmeret lokale og besøgende, ved at give dem et tre kilometer langt, trafikfrit udsyn over en del af byen, som kun få ser - i samme stil med det Delancey Park tilbyder at gøre. New York Magazine var de første til at benævne projektet "The LowLine", et navn som har holdt ved.
Finansieringen i gang
I begyndelsen af april 2012 tiltrak en indsamling på finansierings-hjemmesiden Kickstarter over 150.000 dollars i donationer. Ramsey fortæller, at han fortsat vil søge private donationer og tilskud frem for at være afhængig af offentlige midler. Pengene har gjort det muligt for dem at bygge en model i fuld størrelse på det tilstødende Essex Street Market varehus' område for at demonstrere teknologien og engagere samfundet omkring og tilskynde til fortsat fundraising.
- Vi ved, at ideen er pænt langt ude, så i stedet for bare gå ind og spørge om godkendelse tænkte vi, at det var bedre at få offentligheden til at introducere ideen. Dette er et stort år for os. Vi har tilknyttet et hold af advokater, ejendomsmæglere og ingeniører til at evaluere byggegrunden, strukturen, de juridiske betingelser og hvad vi kan gøre for at det giver mening ud fra et ejendomsmæssigt synspunkt. Hvis vi går ud fra, at vi kan opnå disse mål, og at tingene går glat, så kan den blive bygget i dette årti, siger Ramsey.