FRI: Kvalitet vigtigere end antal af ingeniører
Erhverv | Af Torben Jastram |
Vigtigt at de færdige kandidaters kompetencer matcher virksomhedernes behov, siger Henrik Garver fra FRI.
En analyse fra Cowi påpeger, at der i løbet af få år vil opstå mangel på kvalificerede og erfarne ingeniører til vej- og baneprojekter. Analysen viser desuden, at flere virksomheder har måttet genopslå stillinger for at få dem besat.
Der er tilsyneladende behov for fokus på området og derfor er Foreningen af Rådgivende Ingeniører glade for, at der bliver sat fokus på den udfordring, som flere prognoser viser kun bliver større i fremtiden.
- I FRI prøver vi med flere tiltag at skærpe interessen for ingeniørfaget hos de helt unge og ser gerne, at der bliver satset mere på de naturvidenskabelige fag i folkeskolen i langt højere grad, end der bliver gjort i dag, siger adm. direktør Henrik Garver.
Kvalitet vigtigst
Ifølge direktøren er det ikke så meget antallet af manglende ingeniører, der bekymrer FRI, men mere om kvaliteten af de, der bliver uddannet, er høj nok til at løse de komplekse udfordringer der er på både vej- og baneprojekter, som rådgivende ingeniører hver dag løser.
- Vi er i dialog med ingeniøruddannelserne om indhold og kvalitetsniveau, så de færdige kandidaters kompetencer matcher de behov virksomhederne har. Det er en udfordring, hvis de unge vælger de linjer indenfor ingeniørfaget, som ikke i tilstrækkelig grad matcher de færdigheder og kompetencer, der efterspørges, eksempelvis ser vi i vores tal for ingeniørmangel at kandidater med en generel forståelse for konstruktionsteknik er en mangel. Det kan blive et problem for de studerende, der efterfølgende ikke kan få arbejde, hvis de har valgt en linje, der ikke sikrer de nødvendige basale fagligheder, fortæller han.
God planlægning
De rådgivende virksomheder oplever allerede på flere områder en mangel på ingeniører. Denne mangel løses i dag gennem planlægning, gennem samarbejder med andre virksomheder og gennem de netværk som branchen har i Danmark og internationalt.
- Blandt andet derfor bliver projekterne også løst og oftest før tid som det for eksempel lige er sket på motorvejsprojektet mellem Herning og Silkeborg. Danske rådgivende ingeniørvirksomheder kan håndtere de udfordringer som følger af ingeniørmangel. Derfor er det mere væsentligt at have fokus på kvaliteten end på kvantiteten, slutter Henrik Garver.