Vejle Fjord Bro skal være bydende nødvendig
Politik | Af Dan Bjerring |
Efter EU-dom kan flere danske infrastrukturprojekter kun gennemføres som planlagt, hvis de varetager "bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser".
Transportminister Magnus Heunicke (S) forklarer over for Folketingets Transportudvalg, at en ny dom fra EU-domstolen omkring Natura 2000 områder kan få betydning for flere danske infrastrukturprojekter, der kun kan gennemføres som planlagt, hvis de varetager "bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser".
Dommen indebærer ifølge ministeren, at projekter kun kan gennemføres, når det er godtgjort, at det ansøgte ikke har skadelig virkning på et Natura 2000 område.
- Såfremt projektet har skadelig virkning for Natura 2000 områder, kan projektet søges gennemført, hvis projektet er begrundet i bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, og at der ikke findes nogen alternativ løsning, oplyser ministeren.
Også andre projekter
Han understreger, at den pågældende EU-dom er relevant ikke kun i forhold til den nye bro over Vejle Fjord, men også i forhold til andet - eksempelvis den nye fjordforbindelse ved Frederikssund, som påvirker Natura 2000-området Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov.
Vejdirektoratet har på baggrund af den nye dom netop færdiggjort en vurdering af fjordforbindelsen ved Frederikssund, hvor indgår en vurdering af, om fjordforbindelsen ved Frederikssund kan gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.
- Vejdirektoratet er gået i gang med VVM-undersøgelsen af forbindelsen over Vejle Fjord. Jeg vil ikke foregribe konklusionen af denne undersøgelse, men alene pege på, at den nye bro over Vejle Fjord er afgørende dels for at sikre bedre sammenhæng mellem regionale tog og lyntog og derved opnå meget betydelige rejsetidsgevinster i store dele af landet, dels for at skabe øget kapacitet med henblik på forbedret togdrift i Østjylland. Begge dele er nødvendige for at kunne udvikle togdriften som et attraktivt transportmiddel. Der har ikke i de hidtidige undersøgelser vist sig nogen realistiske alternative løsninger til en ny Vejle Fjord bro, oplyser Magnus Heunicke.