Kommune fanget i løndumping
Politik | Af Maria Hesselvig Lange |
80 kroner i timen. Det var, hvad to østeuropæiske arbejdere fik betalt i timen af Svendborg Kommune.
I forbindelse med montering af et solcelleanlæg på Tåsingeskolen i Svendborg valgte Svendborg Kommune i oktober at hyre to litauiske håndværkere til 80 kroner i timen. Det skriver Fyens.dk.
Gennemsnitslønnen for en blikkenslager ligger på 175 kroner i timen, og dermed bryder Svendborg Kommune sin egen arbejdsklausul, som kræver, at håndværkere, der arbejder på kommunalt byggeri, skal have løn efter danske vilkår.
Borgmester i Svendborg Kommune, Lars Erik Hornemann (V), beklager sagen og fortæller til Fyens.dk, at kommunen har benyttet sig af hovedentreprenøren Hybel VVS, og derfor ikke var klar over lønniveauet.
Hos Hybel VVS mener direktøren, Claus Hybel, dog ikke, at de har ansvaret for, hvad underentreprenøren betaler deres ansatte i løn.
Blik- og Rørarbejderforbundets afdeling Fyn er dog ikke enig i denne tolkning. De har derfor valgt at starte en fagretlig sag mod Hybel VVS.