Jysk arkitekt rykker ind i hovedstaden
Arkitektur | Af Torben Jastram |
SKALA Arkitekter åbner afdeling i København
SKALA Arkitekter fra Horsens har gennem årene løst en række opgaver på Sjælland - primært inden for kontor, butik og erhvervsprojekter.
De seneste år er opgaverne ekspanderet væsentligt til også at omfatte opgaver inden for undervisning, boligbyggeri og renovering, og denne øgede efterspørgsel efter det jyske firma har gjort, at tiden netop nu er oplagt til en udvidelse mod øst.
- Vi får flere og flere opgaver på Sjælland, og senest har vi indgået i en række rammeudbud, som sikrer, at SKALA også fremadrettet har en tilstedeværelse øst for Storebælt. Så efterhånden har vi fået opbygget et så stort referencegrundlag, at en udvidelse med et kontor i København er det naturlige skridt, fortæller administrerende direktør Kurt Ankjær.
Han påpeger, at markedet for byggerier inden for SKALAs hovedfokusområder blandt andet boligbyggeri, skoler og institutioner ligeledes er stigende i København.
- Fordi SKALA Arkitekter er i vækst, er det helt naturligt, at vi etablerer et kontor der, hvor markedet også vækster.
Markant profil ny partner
Som leder af det nye kontor er valget faldet på Oliver Grundahl, der har en fortid som blandt andet kreativ direktør og partner i TNT og senest fungerede som COO og associeret partner i ?Schmidt Hammer Lassen.
Han glæder sig til opgaven.
- Jeg kender SKALA rigtig godt fra tidligere samarbejder, og det bliver spændene at sætte et stærkt hold i København, som kan bidrage til virksomhedens vækst. SKALA har det helt rigtige drive og en god energi, som jeg glæder mig til at være en del af.
Det nye kontor kommer til ligge i Adelgade 17 i det indre København.