ANALYSE: Små byggevirksomheder er finanslovens store tabere
Politik | Af Dan Bjerring, Christiansborg |
Rød finanslov belønner de passive på arbejdsmarkedet og skaber endnu større hul i statskassen. Fagbevægelsen "købes" med fordobling af fagforeningsfradraget.
Med finanslovsaftalen mellem regeringspartierne, Enhedslisten og SF står det klart, at den ellers så populære BoligJobordning - populært kaldet "håndværkerfradraget" - slutter ved årsskiftet, og ifølge byggesektoren kommer det til at koste omkring 5.000 arbejdspladser.
Det bliver primært de mindre byggevirksomheder, der rammes, og de må så erkende, at regeringen vægtede højere at give fuldt fradrag for fagforeningskontingenter, at hæve antallet af pædagoger og hjemmehjælpere - og give flere penge til kontanthjælpsmodtagerne - end at bevare arbejdspladser i byggesektorens små- og mellemstore virksomheder.
Det kan altså konstateres, at det tydeligt skinner igennem finanslovsaftalen, at der snart skal være folketingsvalg. Alle forligspartierne, måske bortset fra De Radikale, vil kunne gå ud til deres vælgere og pege på områder, hvor de har sat deres aftryk.
Rød front
De store politiske vindere blev først og fremmest Enhedslisten, der kan gå til folketingsvalg med forholdsvis "rene hænder". De har støttet en S-R regering, fordi alternativet set fra deres side var værre.
De har kunnet køre økonomisk frihjul, fordi Socialdemokraterne i to af finanslovene gik til blå blok, uden at regeringen blev væltet, og de kan lave den sidste finanslov inden et folketingsvalg med en række klare røde aftryk. Det gælder blandt andet flere penge til ulandshjælpen og økonomiske forbedringer til de grupper af befolkningen, der lever af offentlig forsørgelse.
Spørgsmålet er så, hvad alle de gifte par på kontanthjælp, og de er trods alt i flertal, siger til, at de diskrimineres i forhold til samlevende uden vielsesattest.
Rød klemmelus
SF er trådt ud af regeringens skygge, men finanslovsaftalen viser, at de politisk er i klemme mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet i en sådan grad, at partiets eksistensberettigelse er truet.
Pia Olsen Dyhr står over for en endog voldsomt stor opgave, hvis hun inden et folketingsvalg skal kunne reparere de skrammer, som næsten tre års regeringsdeltagelse påførte det lyserøde akademikerparti.
Med finanslovsaftalen lykkedes det dog SF sammen med Enhedslisten at demonstrere, at den såkaldte "centrum-venstre fløj" kan stå sammen, når det gælder, og dermed bliver det sværere for blå blok i valgkampen at hævde, at der ikke er et alternativ.
Ønskes - et politisk mirakel
Socialdemokraterne gik fra begyndelsen af finanslovsforhandlingerne entydigt efter et rødt forlig, men var samtidig bundet af De Radikales fastholdelse af dagpengereformen. Det lykkedes dog finansminister Bjarne Corydon ved hjælp med af godt politisk håndværk at strikke nogle alternative ordninger sammen, der kunne tilfredsstille De Radikale og venstrefløjen både i og uden for hans eget parti.
Her tænkes ikke mindst på fordoblingen af fagforeningskontingentet, der dels vil give de enkelte medlemmer en indirekte skattelettelse og dels skabe basis for, at de økonomiske bidrag i den kommende valgkamp bliver mangedoblet.
Dermed vil Socialdemokraterne gå ind i valgåret med et bevis på, at de kan holde sammen på et meget forskelligt parlamentarisk flertal, og at Helle Thorning Schmidt kan bevare håbet om et politisk mirakel, hvor et truende nederlag vendes til sejr i løbet af de kommende måneder.
Socialdemokraterne kan dermed håbe, at der viser sig nogle politiske sager, der rammer ikke mindst Lars Løkke Rasmussen og dermed den blå blok som helhed.
Udlændingevalg
De borgerlige og liberale partier blev hurtigt sat uden for døren i finanslovsforhandlingerne, og det er de sandsynligvis ganske godt tilfredse med. Det giver nemlig dem alle muligheder for at skyde løs på regeringen frem mod folketingsvalget, og selv om ingen siger det højt, så er håbet, at regeringens økonomiske gavebod vil få EU på banen med en advarsel om, at Danmark ikke overholder de økonomiske rammer.
Det vil give især Venstre ammunition til at pege på behovet for nulvækst i de offentlige budgetter, hvis ikke Danmark skal blive ramt af renteforhøjelser.
Udlændingepolitikken bliver uden tvivl det kommende valgs største slagmark, og her kan regeringen kun håbe på, at flygtningestrømmen fra Syrien stopper eller i hvert fald falder kraftigt.
Vestres største risiko er lige nu, at der kommer nye sager frem om Lars Løkke Rasmussens private økonomi. Sandt at sige får man ikke store odds på Christiansborg i et væddemål om, at der kommer flere bilagssager med venstreformanden.
Gratis DF-omgang
Dansk Folkeparti kan efter finanslovsaftalen læne sig tilbage og vente - bare vente på at statsministeren trykker på valgknappen. Partiet kan "gratis" stemme for en række af de sociale forbedringer på finansloven.
Dansk Folkeparti kan også konstatere, at regeringen får en stor ekstraregning til flygtningestrømmen, og regeringens mange lempelser i udlændingepolitikken giver Dansk Folkeparti tilstrækkelig skyts til en meget lang valgkamp.
De Konservative og Liberal Alliance er og bliver det stemmekvæg, der skal spænde sikkerhedsnettet ud under en kommende regering under Venstres ledelse.
De kan med finanslovsaftalen pege på, at det er en aftale, der belønner de passive og straffer de aktive på arbejdsmarkedet. Ikke mindst fjernelsen af forsørgerkravet for samboende er en torn i øjet på De Konservatives familiepolitik.
Mens vi venter
Tilbage er så kun at vente. Vente på, at statsministeren ser en chance for at sikre sig endnu en periode i spidsen for Danmark. Skulle der i et par meningsmålinger vise sig blot en lille chance for at vinde et folketingsvalg, trykker hun på valgknappen. Helle Thorning Schmidt og hendes nærmest rådgivere ved nemlig godt, at der ikke er tid til at vente på en bedre chance.
Byggesektoren må så håbe på, at et eventuelt regeringsskifte baner vej for en hurtig genindførelse af BoligJobordningen - gerne en forbedret ordning.
Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kunne passende allerede nu opfordre til, at danskerne gemmer deres kvitteringer, og at BoligJobordningen genindføres med tilbagevirkende kraft, hvis blå blok vinder folketingsvalget.