Flere har klaget over Thule-afgørelse
Politik | Af Torben Jastram |
Vedligeholdelseskontrakten på Thule Air Base er givet til et amerikansk firma, som tilsyneladende har oprettet et dansk skuffeselskab for at overholde kravet om, at kontrakten kun kan gives til en dansk eller grønlandsk virksomhed.
Der var gang i klageskrivningen i flere danske entreprenørkonsortier onsdag, hvor der var deadline for indgivelse af klager over afgørelsen om, at drift og vedligeholdelse på Thule Air Base fra oktober næste år reelt er gået til en amerikansk virksomhed med udspring i det amerikanske forsvar.
Vinderen af udbudet, Exelis Services A/S, har godt nok pæredansk postadresse i Hellerup, men der er tilsyneladende tale om et skuffeselskab, stiftet til lejligheden af den amerikanske virksomhed Vectrus.
I udbudsmaterialet fremgår det ellers tydeligt, at opgaven kun kan tildeles en dansk eller grønlandsk virksomhed. Den klausul stammer tilbage fra 1951 som en del af den dansk-amerikanske aftale om forsvaret af Grønland.
Tre klagere
De seneste dage har både politikere og organisationer i Danmark udtrykt forundring over, at kontrakten er havnet på amerikanske hænder, og i går valgte tre danske bydere ifølge Jyllands-Posten at klage over afgørelsen.
En af dem er Greenland Contractors, som er to tredjedele ejet af MT Højgaard, der har haft kontrakten gennem en længere årrække og som nu står til at miste den pr. 30. september 2015.
Direktør Peter Kofoed fra Greenland Contractors mener ikke, at klausulen er overholdt.
- Derfor valgte vi onsdag at sende en klage over afgørelsen, siger han.
Ifølge direktøren kan der gå op til omkring tre måneder, inden der falder en afgørelse i klagesagen.
Jagt på nye opgaver
Og skulle afgørelsen gå imod de danske klagere, så tegner fremtiden svær for Greenland Contractors, som dog ikke nødvendigvis vil blive lukket.
- Drift og vedligeholdelse af Thule Air Base er vores primære opgave. Men skulle det gå så galt, vil vi naturligvis sammen med vores ejere drøfte situationen og se på, om vi med vores kompetencer kan finde nogle nye områder at gå ind i, siger Peter Kofoed til Dagens Byggeri.
Han henviser blandt andet til råstofudvinding.
Greenland Contractors har dog allerede i dag et par mindre opgaver i Kangerlussuaq (tidligere Søndre Strømfjord), der intet har med Thule Air Base at gøre.
Servicekontrakten med Thule Air Base har en værdi af 2,5 milliarder kroner.