Arbejdsklausuler på Amalienborg
Politik | Af Dan Bjerring |
Kulturministeren svarer Folketingets Finansudvalg, at tilbudsgivere til renoveringsopgave har krav om overholdelse af ILO konventionen.
Som tidligere nævnt i Dagens Byggeri skal taget på Christian IXs Palæ, Amalienborg Slot, genoprettes for i alt 34,2 millioner kroner, efter at der er konstateret utæthed og vandgennemtrængning.
I et svar til Folketingets Finansudvalg, der vil vide, om arbejdet er omfattet af arbejdsklausuler, fortæller kulturminister Marianne Jelved (RV), at der i forbindelse med arbejdets udbud og udførelse vil blive stillet krav om overholdelse af ILO konventionen om indgåelse af kontrakter.
Den pågældende renoveringsopgave udbydes i hovedentreprise, og tilbudsgivere gøres i udbudsfasen bekendt med kontraktens krav om overholdelse af ILO 94. Entreprenøren er ligeledes forpligtet til at sikre, at ILO 94 overholdes af eventuelle underentreprenører, oplyser Marianne Jelved.