Malermestre frustrerede over BoligJob-udfasning
Politik | Af Dan Bjerring |
Det koster over en milliard kroner i dagpengeudgifter, når 5.000 håndværkere mister deres fuldtidsjob og i stedet skal forsørges af dagpenge.
Regeringen vil med Finansloven "spare" penge ved at nedlægge den populære Boligjobordning, som giver privatkunder et fradrag for arbejde udført i deres hjem.
Danske Malermestre har de seneste uger stillet fire spørgsmål på Facebook: Skal Hr. Jensen nu male selv? Skal de unge ikke længere arbejde? Vil I nu have os til at male sort? Skal maleren sove i haveskuret?
- Det er ikke bare for sjov. Vi forudser en betydelig nedgang i efterspørgslen på malearbejde, når vi tager fat på arbejdsåret 2015 og håndværkerfradraget forsvinder, siger direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre.
Kortvarig besparelse
Med Boligjobordningen har malermestrene oplevet kunder, der ikke efterspurgte sort arbejde, men i stedet har efterspurgt fradraget:
- Med hvidt arbejde følger moms og skatter. Der følger garantier, der følger spotlys på de arbejdsvilkår, som malersvendene arbejder under - for eksempel at de får den overenskomstmæssige løn. Vi har opnået meget med Boligjobordningen. Bliver den nedlagt, vil Finansministeren måske nok opnå en kortvarig besparelse i sit regnestykke her og nu, men reelt vil udgifterne ryge direkte over i andre kasser - og her vil prisen blive højere, siger Ole Draborg.