Grebet strammes om social dumping
Politik | Af Dan Bjerring |
Regeringspartierne, Enhedslisten og SF har aftalt en øget indsats mod social dumping. Det indebærer blandt andet fordobling af bøder ved gentagne overtrædelser af RUT-registrering
Med aftalen mellem regeringen Enhedslisten og SF om finansloven er der også i år taget et skridt til øget indsats mod social dumping. I et fem sider langt dokument er de fire partier enige om at prioritere den fortsatte indsats mod social dumping højt og vil afsætte i alt 120 millioner kroner i årene 2015-2018 fordelt med 50 millioner kroner i 2015, 30 millioner kroner i 2016 og 20 millioner kroner i 2017.
Pengene skal blandt andet brugers til en styrket myndighedsindsats, hvor Skat, politi og Arbejdstilsynet på koordinerede aktioner kontrollerer eksempelvis byggepladser.
Højere bøder
Og så bliver bøden ved overtrædelse af anmeldelsespligten til RUT skærpet ved gentagne overtrædelser. Den hæves med 100 procent allerede anden gang, reglerne overtrædes, og Arbejdstilsynet får mulighed for at udstede administrative bødeforelæg i sådanne sager, hvor fristen for at vedtage administrative bødeforlæg på arbejdsmiljøområdet forkortes fra de nuværende 21 dage til 14 dage.
Desuden er regeringen og de to forligspartier tydeligvis trætte af igen og igen at blive konfronteret med social dumping på store, offentlige infrastrukturprojekter:
- Indsatsen skal bestå af et skærpet tilsyn og udvidet dialog om sikkerheden på projekterne. Det skal undersøges, om der kan skabes bedre forhold for ansatte, der under udførelsen af bygge- og anlægsarbejde er indkvarterede i camps, hedder det blandt andet i aftaleteksten, hvor det understreges, at norske regler og erfaringer på området inddrages, ligesom erfaringerne fra arbejdet med Femern Bælt skal inddrages.
Kerneområde
Byggeriet har fra begyndelsen været et kerneområde for social dumping-indsatsen, og erfaringerne viser, at byggeriet er blandt de brancher, hvor der er størst problemer med regelefterlevelse og social dumping.
Derfor skal det i forbindelse med det kommende sikkerhedskort i byggeriet efterprøves ved stikprøvekontrol, om udstationerede arbejdstagere, der kommer til Danmark, er socialt sikrede i hjemlandet.
Samtidig skal Arbejdstilsynet fremover orientere hovedentreprenører indenfor bygge- og anlægsområdet om alle de påbud, strakspåbud og forbud, som Arbejdstilsynet giver til underentreprenørerne. Og bygherrer skal orienteres om de påbud, strakspåbud og forbud, der gives til byggepladsens hoved- og underentreprenører.