Byggeri godkendt trods 119 indsigelser
Politik | Af Torben Jastram |
Lokalpolitikerne i Aalborg har godkendt et omstridt lokalplansforslag, så der kan opføres 16 boliger på Hasseris-grund.
Ikke færre end 119 indsigelser - heraf var den ene en protest med hele 1.200 underskrifter - har der været mod et lokalplanforslag til en grund i Aalborg-bydelen Hasseris. Alligevel besluttede et byrådsflertal mandag at nikke ja til forslaget.
Dermed er der sagt god for opførelsen af 16 boliger på en 5.200 kvadratmeter stor grund, der er ejet af 2E Group. Det skriver Nordjyske.
Byggeplanerne kræver en lokalplanændring, blandt andet fordi projektet vil betyde en bebyggelsesprocent på 48,5 mod tidligere 40. Desuden er der nu mulighed for at bygge i tre etager mod tidligere to en halv.
Mindretallet i byrådet mente ikke, at flertallet havde taget ordentligt hensyn til de mange indsigelser i sagen.
- Indsigelserne har ingen effekt haft, høringen har kun været en narresut, sagde DFs Kirsten Algren til Nordjyske.