Overskud vokser blandt de store
Erhverv | Af Torben Jastram |
Trods en forholdsvis beskeden overskudsgrad - sammenlignet med andre brancher - så er de største entreprenører blevet bedre til at tjene penge
Jyllands-Posten har analyseret entreprenørbranchens evne til at tjene penge, og det er tydeligt, at de største generelt har forbedret deres overskudsgrad. En gennemsnitlig medarbejder i landets 50 største entreprenørvirksomheder bidrog - efter løn og afskrivninger - i 2013 med cirka 68.000 kroner til driftresultatet. I 2012 lå gennemsnittet på blot 24.000 kroner. For branchen som helhed lå det gennemsnitlige bidrag ifølge avisen sidste år på 40.000 kroner.
- De store virksomheder har nok i højere grad arbejdet målrettet med risikostyring for ikke at få store projekter, der går grueligt galt. I underskoven af mindre virksomheder er risikostyring ofte noget, som ikke bliver nedskrevet eller er en del af større strategiske overvejelser, siger partner Thomas Frommelt, Deloitte, til Jyllands-Posten.
Lavere omsætning
Generelt ser det blandt de 50 største entreprenører ud til, at man har lært noget om omkostnings- og risikostyring under krisen. For mens indtjeningen fra 2012 til 2013 er steget, så er omsætningen samtidig faldet. Dermed ser det ud til, at branchen generelt er blevet bedre til at tjene penge.