To svenske håndværkere dræbt i ulykke
Andet | Af Torben Jastram |
Et 50 tons tungt betonelement faldt ned over bygningsarbejdere på en byggeplads i den svenske hovedstad. Ud over de to dræbte er en tredje svært tilskadekommen.
Tirsdag formiddag blev to håndværkere dræbt i en voldsom arbejdsulykke på en byggeplads i den svenske hovedstad Stockholm. Endnu en er kommet svært til skade. Det skriver Ingeniøren.
På byggepladsen er man ved at opføre et kraftværk, og det var under dette arbejde, at et 50 tons tungt betonelement faldt til jorden, hvor folk måtte springe for livet. De tre berørte befandt sig tilsyneladende i en lift, som blev ramt af det faldende betonelement, mens de resterende arbejdere på jorden nåede i sikkerhed.
Myndighederne er i gang med at efterforske ulykken og har ikke på nuværende tidspunkt yderligere kommentarer. Arbejdet på den store byggeplads er indtil videre suspenderet.