Midt- og vestjyske håndværkere oplever travlhed før stilheden
Politik | Af Maria Hesselvig Lange |
Udløb af Boligjobordningen giver en unødvendig skæv fordeling af arbejdsbyrden hos håndværkerne, der har travlt op til årsskiftet, men som forventer at skulle fyre i det nye år.
Telefonerne hos håndværkerne i Midt- og Vestjylland bimler løs i denne tid. Der skal knokles for at kunne følge med, for alle vil have håndværkerbesøg, inden kalenderåret bliver til 2015, hvor Boligjobordningen bliver afskaffet. Det fortæller Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
- Det er selvfølgelig rigtig dejligt, at branchen har travlt lige nu, for fyldte ordrebøger er jo noget, som alle selvstændige drømmer om. Men travlheden har en bitter eftersmag, fordi vi er bevidste om, at vi knokler nu, men at vi efter årsskiftet vil se en helt anden virkelighed, siger Niels Hansen, formand for Dansk Byggeri i Midt- og Vestjylland.
Han fortæller samtidig, at virksomhederne godt kan forberede sig på, at ordrebøgerne ser helt anderledes ud i det nye år.
- Allerede nu kan se, at vi kommer til at opleve en markant nedgang i mængden af arbejde i det nye år. Mange virksomheder, der oplever en spidsbelastning nu, har simpelthen blanke sider i ordrebøgerne for januar og februar måned, og det har egentlig en ganske simpel forklaring. Boligejerne får slet og ret lettere råd til at istandsætte boligen eller sommerhuset, når de kan trække op til 15.000 kroner fra til håndværkernes arbejdsløn, siger Niels Hansen.
Forventer fyringer
Den øgede efterspørgsel på håndværkere, som Boligjobordningen giver, skaber beskæftigelse til omkring 1.200 personer i Region Midtjylland, viser beregninger fra Dansk Byggeri. Derfor undrer det ikke Niels Hansen, at hans kollegaer fortæller, at de forventer at måtte fyre i det nye år.
- Vi har kunnet mærke den forskel, som ordningen har givet. I krisetider har folk det med at holde mere på pengene, men med ordningen har de fået et økonomisk incitament til at få lavet nogle ting ved boligen. Det ser vi jo også nu, hvor vi har travlt, fordi folk gerne lige vil nå at få opsat nye vinduer, slebet gulvene eller malet huset, mens de får den økonomiske gulerod med. Men jeg har rigtig mange kollegaer, der forventer, at de desværre skal ud og fyre medarbejdere efter årsskiftet, siger Niels Hansen.