NORD Architects vinder Marinepædagogisk Centrum
Arkitektur | Af Maria Hesselvig Lange |
NORD Architects har sammen med Grontmij i Malmø og Øresunds Miljøskole i København vundet konkurrencen om et nyt Marinepædagogisk Centrum i Malmø.
- Det 21. århundrede kommer til at stå i vandets tegn. Havene stiger, vi får mere regn, marinelivet ændrer sig, og oversvømmelser bliver en del af hverdagen. Derfor er det vigtigere end nogensinde før at forstå og lære af den natur, som omgiver os. Marinepædagogisk Centrum i Malmø er vores bud på en nytænkende læringsinstitution, der giver børn og voksne viden og redskaber til at reagere på fremtidens klima og miljøforandringer, siger partner i NORD Architects Johannes Molander Pedersen.
Det nye Marinepædagogiske Centrum er ikke bare en undervisningsbygning. Det er et lærende landskab, hvor gæsterne lærer om vandets og landets indbyrdes samspil med livet på jorden. Det fortæller NORD Architects i en pressemeddelelse.
I centeret finder man flydende laboratorier på små flytbare pontoner, undervisningsskilte på havbunden, havkikkerter og mulighed for at analysere indholdet af næringsstoffer i vandet og lære, hvordan rensning af vand foregår. Indenfor kan besøgende studere, hvordan bygningens tekniske installationer indgår som en naturlig del af områdets ressource cyklusser. Her er vandhåndtering, energiforbrug og ventilation tænkt ind som en del af læringsoplevelsen.
Læringslandskab
Centeret består af et landskab, som er delvist overdækket af et tag. Alt derimellem er fleksibelt, og kan tilpasses, som behovene ændrer sig i takt med, at nye brugere og nye teknologier kommer til.
- Vi har udviklet et læringslandskab, hvor læring foregår både i landskabet og i bygningen og ikke mindst i overgangen mellem det naturlige og kultiverede. Her kan skoleklasser, foreninger og ganske almindelige familier få konkret erfaring med marinebiologien og lære, hvordan vi som mennesker indgår i naturens kredsløb. Stedet er åbent for alle, som har lyst til at blive klogere ved at opleve, sanse og analysere den marinebiologi og dets betydning for vores fremtid. Vi er som team utroligt glade for at vinde denne opgave og ser frem til at realisere projektet i samarbejde med Malmø Stad og Marinepædagogisk Centrums medarbejdere, forklarer Johannes Molander Pedersen.
På vej ind i Skandinavien
I NORD Architects er der glæde over førstepræmien, som følger i kølvandet på en række successer i Skandinavien de seneste par år, hvor firmaet blandt andet har vundet et Sundhedscenter i Randaberg og nye omsorgsboliger i Lyngdal - begge steder i Norge.
- For os er dette projekt enormt interessant. Det er innovativt både indholdsmæssigt og arkitektonisk. Samtidig åbner det op for nye markedsmuligheder i Norden. Vi har gjort det til vores mission at nytænke en række af de nordiske velfærdssamfunds institutioner og skabe nye rammer for læring, sundhed og idræt. Vi er i gang med at realisere et Sundhedscenter i Norge, og nu får vi chancen for at bygge en nyskabende læringsinstitution i Sverige, slutter Johannes Molander Pedersen.