SF vil have rejsehold til kamp mod social dumping
Politik | Af Dan Bjerring |
Tålmodigheden er slut hos SF's arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen i kampen mod social dumping.
I det hidtil nok mest gennemarbejdede oplæg til at styrke kampen mod social dumping i blandt andet bygge- og anlægssektoren foreslår SF blandt andet, at der oprettes et rejsehold, der skal afsløre fup-virksomheder og skattesnyd.
Rejseholdet skal være en specialiseret enhed placeret under SKAT, der i tæt samarbejdet med udenlandske myndigheder kan afsløre fup med eksempelvis udstationeringsreglerne:
- Der er virksomheder, der reelt kun eksisterer som en postkasse i Warszawa, og der skal rejseholdet i samarbejde med de polske myndigheder undersøge, om de pågældende virksomheder overhovedet findes. Noget tyder på, at de polske myndigheder ikke er interesseret i at samarbejde, men står et rejsehold fra de danske myndigheder på de polske myndigheders kontor, har det en virkning, og EU's regler siger, at de skal samarbejde, siger Eigil Andersen til Dagens Byggeri.
Fem medarbejdere
Der skal afsættes fem millioner kroner ekstra til rejseholdets fem specialiserede medarbejdere, og formålet er at styrke dialogen og samarbejdet med de udenlandske myndigheder.
- Det drejer sig om at effektivisere informationsudvekslingen og samtidig have mulighed for at rejse til de respektive lande og verificere de oplysninger, som arbejdsmarkedets parter modtager fra udenlandske virksomheder, forklarer Eigil Andersen.
Det danske rejsehold skal altså effektivisere det eksisterende myndighedssamarbejde, så der ikke snydes med skatteindbetalingen til det offentlige og samtidig sikre, at det frie marked for tjenester og arbejdskraft ikke undergraver de danske løn og arbejdsvilkår.
Eigil Andersen forventer i øvrigt, at kontrolarbejdet med tiden kan resultere i en nettoindtjening for staten, og at udgiften til rejseholdet derfor neutraliseres.
Mange fejl i RUT
Eigil Andersen erkender, at Danmark på trods af et intensiveret arbejde fra SKAT, politi, fagbevægelse og Arbejdstilsynet stadig oplever, at en lang række udenlandske byggevirksomheder bevidst slører deres oprindelse, registrering, aktivitetsniveau og ageren i øvrigt:
- Udenlandske virksomheder, som udfører midlertidigt arbejde i Danmark, er en helt særlig udfordring i kampen mod social dumping. Derfor skal kontrollen intensiveres. I dag kan myndighederne og arbejdsmarkedets parter ikke stole på, at oplysningerne i RUT-registret er korrekte. Lokalafdelinger af fagbevægelsen oplever, at op mod 80 procent af de registreringspligtige udenlandske virksomheder ikke har orden i oplysningerne fra RUT, siger Eigil Andersen videre.
Skærpede sanktioner
I samme forbindelse ønsker SF i øvrigt også, at sanktionerne for overtrædelse af reglerne strammes med en tredobling af bøderne og mulighed for karantæne i op til tre år i gentagelsestilfælde.
Bøderne for at omgå den lovpligtige registrering er i dag kun på 10.000 kroner:
- Det er alt for lidt til at have en præventiv virkning, når vi har at gøre med virksomheder, som ved at snyde kan tjene betydelige større summer. Derfor skal bøden forhøjes for manglende eller forkert registrering i RUT-registeret. En tredobling af bødestraffen vil have en god effekt. I særligt grove tilfælde skal der være hårdere sanktionsmidler end bøder. Udenlandske virksomheder, som gentagne gange tages i alvorlig snyd med deres oplysninger til registeret, skal kunne få karantæne fra at arbejde i Danmark, siger Eigil Andersen, der forestiller sig en klippekortordning efter baseball-modellen "three strikes and out".
- Det er en sanktion, der kun rammer de særligt grove selskaber, som bevidst og gentagne gange forsøger at bryde reglerne på det danske arbejdsmarked ved at give forkerte oplysninger til myndighederne. Der bør dog indføres en bagatelgrænse, så slåfejl og andre småting ikke tæller som en overtrædelse, siger Eigil Andersen, der ikke håber, at EU vil stikke en kæp i hjulet for en skærpet dansk indsats mod social dumping.