Mød Dagens Byggeri på Building Green
Erhverv | Af Torben Jastram |
Om 14 dage går det løs i Forum med to grønne messedage for byggebranchen.
Årets grønne fagmesse med fokus på bæredygtige og energivenlige løsninger til byggeriet nærmer sig. Onsdag og torsdag den 29. og 30. oktober slår arrangørerne dørene op i Forum på Frederiksberg, hvor man forventer mere end de 4.200 besøgende, som kiggede inden for sidste år.
Blandt udstillerne finder du ud over de mange producenter af miljørigtige løsninger blandt andet også Dagens Byggeri. Vi "bor" sammen med CRM Byggefakta på stand 30, så du er mere end velkommen til at svinge forbi og få en snak med en af vores konsulenter eller journalister.
Positiv synergi
Building Green har i år indtil videre indgået partnerskab med bl.a. initiativet Sharing Copenhagen, der udspringer af EU-kommissionens kåring af København som europæisk klimaby i 2014. Sharing Copenhagen inviterer i løbet af 2014 borgere og erhvervsliv til at dele deres grønne løsninger og idéer på hjemmesiden www.sharingcopenhagen.dk, ligesom initiativet står bag en lang række events og begivenheder, der i årets løb sætter fokus på den bæredygtige dagsorden.
- Derudover fremlægger FNs internationale klimapanel IPCC sin rapport i København i slutningen af oktober, samtidig med at messen finder sted. Vi forventer derfor en masse positiv synergi mellem de forskellige begivenheder og initiativer, fortæller senior project manager Mette Grydehøj Post, Building Green.