Lang byggesagstid koster på bundlinien
Politik | Af Dan Bjerring |
Den borgerligt-liberale tænketank CEPOS har udarbejdet et notat om byggesagsbehandlingstider, der - ligesom når det gælder byggesagsgebyrer - viser voldsomme forskelle mellem landets kommuner.
Det fremgår af notatet, at de hurtigste kommuner - Læsø, Vejle og Middelfart - kun bruger få uger i gennemsnit på at behandle byggesager for lager- og fabriksbygninger, mens andre kommuner i gennemsnit bruger over et halvt år:
- Min opgørelse viser, at mens man i Læsø, Vejle og Middelfart kommuner kan nøjes med at bruge gennemsnitligt 1-3 uger på at færdigbehandle byggesager for fabriks- og lagerbygninger, så må virksomhederne i gennemsnit vente i godt et halvt år i Høje-Taastrup, Langeland og Solrød kommuner, siger specialkonsulent Martin Kyed, CEPOS.
Mange årsager
En del af variationen kan ifølge Martin Kyed ikke tilskrives adfærden i kommunerne. Han henviser til Energistyrelsens hjemmeside, hvoraf det fremgår, at "der er mange årsager til variationerne i sagsbehandlingstiderne".
Der henvises blandt andet til, at mange kommuner modtager et stort antal "ufyldestgørende ansøgninger", som gør det nødvendigt at afvente yderligere oplysninger fra ansøger eller rådgiver, før selve sagsbehandlingen kan påbegyndes.
Der kan også være forskelle på, hvor ofte der efter gældende regler skal foretages høring af eksterne parter, eksempelvis af naboer og andre myndigheder.
Kan trække ud
Martin Kyed forklarer, at en sag også kan trække ud, hvis der skal indhentes godkendelse fra fredningsnævnet eller en landzonetilladelse:
- I forbindelse med sager, hvor virksomheden ikke har stillet tilstrækkeligt materiale til rådighed, kan sagerne ligeledes trække ud. Hertil kan man dog indvende, at nogle af disse udfordringer kan mindskes ved, at kommunen ikke blot optræder som myndighed, men også som rådgiver i forhold til at vejlede ansøger om processer og formelle krav, så sagsbehandlingen går hurtigere, forklarer specialkonsulenten.
CEPOS har vurderet kommunerne på byggesagstiderne for "industri, lagerbygninger" i de forskellige kommuner:
- Det virker ikke sandsynligt, at disse forskelle alene kan føres tilbage til eksempelvis forskellige høringsregler eller varierende kompleksitet i byggesagerne, siger Martin Kyed.
Medspillere
Kommunerne med kortest byggesagstid er Læsø, Vejle og Middelfart, mens Høje-Taastrup, Langeland og Solrød Kommune har længst:
- I nogle kommuner er man meget bevidste om, at byggesagsbehandling også er erhvervspolitik. Det viser sig eksempelvis ved, at nogle kommuner prioriterer byggesager meget højt.
- Vi vil ikke være dem, der spænder ben for erhvervsudvikling. Vi ser os selv som medspillere. Så når vi får en byggesag ind, prioriterer vi det. Vi sætter de nødvendige ressourcer ind. Og jeg har ganske få medarbejdere til at dække store sagsområder, men prioriteringen er bevidst. Generelt oplever vi også, at sagerne er velforberedte. Det er for eksempel tydeligt, at landbrugssagerne er tilrettelagt af konsulenter med forstand på området, siger Jan Kjær, der er chef for Teknik og Miljø i Læsø Kommune.
Èn indgang
I Vejle Kommune har man arbejdet med kommunens struktur for at opnå bedre sammenhæng mellem kommunens planlægning og konkrete sagsbehandling. Og kommunen arbejder med en tovholder på hver sag, så virksomheden oplever, at der er én indgang til kommunen:
- Vi har haft stort fokus på byggesagsbehandlingen gennem en længere periode, og det kan vi se resultaterne af. Der er én indgang til kommunen for virksomheden, og det er vigtigt for os, at den ansøgende virksomhed får en sagsbehandler tilknyttet, som er tovholder i byggesagsprocessen. På den måde sikrer vi et flow i sagsbehandlingen, siger afdelingsleder for byggeri og industrimiljø i Vejle Kommune Ulla Skjærbæk Johansen.
Vejle Kommune har faktisk reduceret byggesagsgebyret med cirka 30 procent - 36.200 kroner - fra 128.875 kroner i 2013 til 92.675 kroner i 2014.
Mindre produktion
Martin Kyed peger på, at hver ekstra dag, kommunen bruger på byggesagsbehandling, er en dag mindre for virksomhederne til at udnytte deres forretningsmuligheder og skabe nye arbejdspladser:
- Virksomhederne kan miste ordrer eller må påtage sig ekstra omkostninger, fordi tilladelserne til at udbygge lader vente på sig. Det holder ledige ude af beskæftigelse. Og kommunerne kan faktisk gøre noget ved sagsbehandlingstiden gennem blandt andet organisering, rådgivning og højt fokus på området. Man kan derfor undre sig over, at der er så stor forskel på, hvor lang tid der skal gå for at få en byggetilladelse, alt efter om man ansøger i den ene eller den anden kommune, slutter Martin Kyed.