Rejsegilde i Rødkærparken
Erhverv | Af Torben Jastram |
Boligselskabet Sct. Jørgen holdt forleden rejsegilde for det nye kvarterhus og den omfattende renovering en af selskabets afdelinger i Rødkærsbro.
Forleden knejsede flaget og tre grønne kranse over det kommende nye kvarterhus ved Østerled i Rødkærsbro. Et symbol på, at såvel den gennemgribende ombygning og renovering af Boligselskabet Sct. Jørgens afdeling Rødkærparken som opførelsen af det nye kvarterhus nu er så langt fremme, at der kunne holdes rejsegilde.
- Det er en dejlig dag, hvor vi kan glæde os over, at arbejdet forløber efter planen. De første lejligheder er taget i brug efter endt renovering, ligesom vi foreløbig har fået to nye lejemål med folk udefra. Så alting går i den rigtige retning, sagde afdelingsformand Poul Bloksgaard i sin velkomsttale til de mange fremmødte håndværkere, teknikere og beboere.
Åbner sig til hele byen
- Kvarterhuset bliver andet og mere end et fælleshus for beboerne. Det bliver, som navnet siger, et hus for hele kvarteret. Kombineret med det åbne grønne område og det kommende nye stisystem vil kvarterhuset medvirke til at åbne Rødkærparken ud mod den øvrige del af byen og gøre afdelingen og området attraktiv for hele Rødkærsbro, sagde Johannes Stensgaard, der er formand for Boligselskabet.
- Som en anden nyskabelse er der indgået en aftale med håndværksfirmaerne om, at de i samarbejde med Mercantec og Viborg Kommune opretter et antal lære- og praktikpladser samt anden form for beskæftigelse af unge fra området. Det er vi også kommet langt med, og det vil jeg gerne takke alle involverede for. Sidst, men absolut ikke mindst skal der lyde en stor tak til håndværkerne for det fine arbejde, som I leverer, sagde Johannes Stensgaard.