Projektkonkurrence om nyt Frihedsmuseum
Arkitektur | Af Maria Hesselvig Lange |
Kulturministeriet inviterer arkitekter til at komme med deres oplæg til et nyt Frihedsmuseum, der skal erstatte det gamle, der brændte ned i 2013.
Kulturministeriet inviterer til en projektkonkurrence om det nye Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-45. Museet skal erstatte det tidligere frihedsmuseum, der nedbrændte i april 2013.
Det nye museum skal ligge på samme område på Esplanaden ved Churchillparken i København, som det oprindelige museum. Grundarealet vil være ca. 1.000 kvadratmeter i flademål, men ønskes disponeret indenfor et bygningsvolumen med en variabel rumhøjde indvendigt over en eller flere etager for at give størst muligt udstillingsvolumen.
Et nyt Frihedsmuseum skal nå et bredere publikum med et byggeri, der kombinerer en unik placering og høj arkitektonisk kvalitet med optimale udstillingsbetingelser.
Særlige bygningskrav
Med sin placering ved Kastellet er byggefeltet omfattet af fortidsminde-, naturbeskyttelses- samt sø-beskyttelseshensyn. Bygningens omfang over terræn vil i de omgivelser være begrænset, og dele af bygningen, der kommer til at ligge under terræn, skal sikres mod vand.
Det nye museum skal have en arkitektonisk kvalitet, der forholder sig til udstillingskonceptet, de grønne omgivelser, den historiske kulturarv og den omkringliggende by.
Konkurrenceopgaven omfatter museets nye bygning, udearealer og ankomst. Udstillingsopbygningen bliver varetaget af Nationalmuseet og indgår ikke i opgaven. Bygningen skal kunne understøtte Nationalmuseets vision for det fremtidige museum og skal derfor viderebearbejdes i et tæt samarbejde med Nationalmuseet i alle de efterfølgende faser. I udstillingsarealerne indgår optimale forhold for fleksibel udstillingsopbygning, sikring af genstande og bæredygtighed i form af korrekt klimatisering.
Anlægsrammen for byggeriet er foreløbigt estimeret til mellem 40 og 60 millioner kroner eksklusiv moms. Beløbet er eksklusiv udgifter til udstillingsdelen.
Museet forventes indviet i 2018.
For yderligere oplysninger om projektet klik her.