Privatskole sætter håndværk på skoleskemaet
Erhverv | Af Torben Jastram |
Billums Privatskole modtager 15.000 kr. til indkøb af værktøj og materialer til skolens nye valgfag Design og Byg.
I foråret fik lærer Thomas Brasen den idé, at Billums Privatskole skulle have et nyt valgfag for skolens elever i 9. klasse. Ikke et valgfag, der skal være gymnasieforberedende som de øvrige fag men et valgfag, hvor eleverne kan få lov til at udfolde, udvikle og få indsigt i deres kreative side og egne evner inden for håndværk. Eleverne skal samtidig lærer noget om, hvilket arbejde en håndværker udfører, og hvor langt man egentligt kan komme med gode håndværksevner.
Nyt værksted
Da Martin Skou, adm. direktør for Skou Gruppen og Formand for Dansk Byggeri, hørte om dette nye valgfag, blev han positivt overrasket og var med det samme klar til at støtte valgfaget økonomisk.
- I lang tid har grundskolen udelukkende haft et fokus på gymnasierne som uddannelsesvej og ikke gjort det tydeligt for eleverne, at der også er andre muligheder, som er mindst lige så gode. Grundskolen har forsømt at vise eleverne det gode liv og de spændende udfordringer, der er i at være håndværker. Men det forsøger Billums Privatskole at gøre op med, og det er vi i Skou Gruppen meget glade for at kunne bakke op økonomisk, siger Martin Skou.
Med den økonomiske støtte kan skolen indrette værksted, købe materialer og værktøj, så eleverne kan komme i gang med forskellige projekter.
Også skolepraktik
Men det er ikke kun i timerne, at eleverne kan blive klogere på håndværk, og på om det er håndværkervejen, de vil gå. Skou Gruppen og Billums Privatskole har nemlig også lavet en aftale om skolepraktik, hvor eleverne kan følge enten en tømrer, murer, elektriker, glarmester eller maskinsnedker i én dag.
- I Skou Gruppen har vi på nuværende tidspunkt 21 lærlinge. Derfor er vi vant til at arbejde med unge mennesker, og vi kan lide at tage os af dem og oplære dem. Derfor byder vi også skoleelever velkomne, siger Martin Skou.
Valgfaget Design og Byg, som der undervises i tre timer ugentligt, har fået en forrygende start - 16 elever har tilmeldt sig valgfaget, hvilket både Thomas Brasen og Martin Skou er glade for. De mener, at det understreger, at andre grundskoler kan lade sig inspirerer af Billums Privatskole og vise de unge, at der også er andre muligheder end gymnasiet.