Kuben: Bedre totaløkonomi i nye lejemål
Erhverv | Af Dagens Byggeri |
På trods af et stort udbud af eksisterende erhvervslejemål kan et stigende fokus på totaløkonomi vise sig at føre til en øget efterspørgsel efter nybyggeri, viser analyser fra Kuben Management.
I en ny markedsupdate tager Kuben Management temperaturen på markedet for erhvervslejemål. Her fremgår det, at udbuddet af erhvervslejemål ligger på et historisk højt niveau. Alligevel kan flere faktorer, herunder virksomhedernes langsigtede overvejelser, føre til en stigning i efterspørgslen efter nybyggede erhvervslokaler over de kommende år.
Totaløkonomi
For virksomheder, der står med valget om at leje eksisterende lokaler eller bygge nyt, kan totaløko-nomiske overvejelser føre til et valg af sidstnævnte.
Det skyldes, at de langsigtede driftsbesparelser ved et nyt moderne byggeri med et lavt energiforbrug kan være fordelagtig frem for leje af utidssvarende lokaler. For investorer kan investeringer i nybyggede erhvervslejemål også vise sig at give en bedre forrentning dels pga. lavere vedligeholdelsesudgifter, og dels fordi nye lejemål forventeligt vil give højere lejeindtægter på både kort og langt sigt.
Produktivitetsovervejelser
Udover driftsbesparelser kan erhvervslivets stigende fokus på produktivitetsforbedringer ligeledes lede til en øget efterspørgsel efter nybyggede erhvervslokaler.
En række undersøgelser har påvist en sammenhæng mellem det fysiske arbejdsmiljø og produktiviteten. Her nævnes luftkvalitet, lyd- og lysforhold samt temperaturer som havende betydning for blandt andet sygefraværet. Derfor er det sandsynligt, at efterspørgslen efter nybyggede, moderne lokaler vil stige på bekostning af efterspørgslen efter forældede, utidssvarende erhvervslejemål.
Utidssvarende lejemål
Grunden til, at efterspørgslen efter nybyggede erhvervslejemål kan stige på trods af et stort udbud af eksisterende lokaler, er at en betydelig del af udbuddet består af utidssvarende lokaler, der ikke matcher kravene til moderne arbejdspladser.
For flere af de utidssvarende lokaler er det usikkert, om de kan renoveres rentabelt.