Kommuner vil tørre regning af på forsyningsselskaber
Politik | Af Dan Bjerring |
Kommunernes Landsforening vil gøre forsyningsselskabernes afgifter til kommunalt ta' selv bord.
Kommunernes Landsforening lægger nu op til at lade borgerne betale ekstra gennem deres spildevandsafgifter for projekter, der ellers skulle betales over kommuneskatten.
Det er kun et spørgsmål om at have fantasi nok til at kunne beskrive snart sagt ethvert kommunalt projekt som klimatilpasningsprojekt.
KL skriver i et indlæg på deres hjemmeside, at "det er afgørende, at vandsektorloven understøtter samarbejdet mellem forsyningsselskaber og kommuner om at skabe holdbare klimatilpasningsløsninger".
- Der skal være bedre mulighed for, at forsyningsselskaberne kan finansiere klimatilpasningsløsningerne uden unødigt bureaukratiske regler og stramme økonomiske rammer, der virker som barrierer for en samfundsøkonomisk vigtig indsats. Samtidig skal kommunernes rolle som dem, der beslutter og bestiller opgaverne, stå helt fast, lyder budskabet.
Klarhed ønskes
Skulle man imidlertid driste sig til at oversætte budskabet fra KL til hverdagsdansk, lyder det:
- Spildevandsafgifterne skal kunne bidrage til at asfaltere veje, fortove og andre projekter, så de kan aflede vandet på en mere hensigtsmæssig måde...
Kommunerne ønsker nemlig "klarhed over regler om 100 procent medfinansiering til klimatilpasningsprojekter".
Bemærk de "100 procent medfinansiering". Altså at eksempelvis vejprojekter kan betales 100 procent over forsyningsselskabernes indtægter.
Det er aftalt mellem KL og staten, at der først skal gennemføres en egentlig evaluering af regelsættet for klimatilpasningsordningen i 2015. Alligevel mener formanden for KL's Teknik- og Miljøudvalg, Koldings borgmester Jørn Pedersen (V), at klimatilpasningsindsatsen er meget vigtig at have for øje.
Ikke blindt
- Kommunerne har og skal fortsat have myndighedsrollen på området, hvor det er kommunerne, der fastsætter servicemål og planlægger den lokale indsats med alle de hensyn, der nu skal tages, mens forsyningerne skal have større mulighed for at finansiere løsningerne...
- Så når der diskuteres prislofter og effektiviseringer af vandselskaberne, må det ikke gøres blindt. Hvis vi skal sikre Danmark bedre mod skaderne fra skybrud, så skal vandselskaberne have bedre muligheder for at finansiere, implementere og drifte løsningerne, siger Jørn Pedersen.
Konklusionen må altså være, at kommunerne skal frit have lov til at definere, hvad der er klimatilpasningsprojekter, "mens forsyningerne skal have større mulighed for at finansiere løsningerne".