Konkurrenceevne viser tegn på opsving
Erhverv | Af Torben Jastram |
For første gang i tre år er Danmark nu rykket frem i placeringen over de mest konkurrencestærke nationer i verden. Danmark er rykket to pladser op til en 13. plads.
I rapporten forklares den danske udvikling med en stram finanspolitik og en vis forbedring af lånemuligheder. Et andet positivt træk er selve karakteren af vores konkurrenceevne. Vi konkurrerer ikke på pris, men på unikke produkter og processer. Samtidig har vi et fleksibelt arbejdsmarked, med en stærk IKT infrastruktur, hvilket styrker vores position som avancerede underleverandører.
Teknologisk Institut er World Economic Forums danske partner, og Centerchef Hanne Shapiro, som står bag den danske del af rapporten, glæder sig over, at det nu synes at gå den rigtige vej, men mener samtidig, at fremskridtet er skrøbeligt - også set i lyset af de seneste økonomiske væksttal:
- Det er godt at se, at vores samlede innovationsevne er i top, at vi har en forbedret makroøkonomi, og at vi ligger pænt hvad angår virksomhedernes evne til at udnytte teknologi. Til gengæld kan vi gøre langt mere for at fremme teknologisk innovation gennem internationalt teknologisamarbejde og ikke mindst gennem offentlige-private samarbejder. Det vil også kunne øge mulighederne for at komme ind på nye markeder. Hvis den positive udvikling skal fastholdes, så er det afgørende, at vi får sat yderligere fokus på lånemuligheder for SMVerne, og at vi fortsat holder fokus på reformer.
Høj skat hæmmer
Der er ikke én model for succes, men nogle af de forhold som går igen, i de lande der ligger i top, er adgang til risikovillig kapital, teknologisk innovationsevne samt en kultur der tiltrækker talent. Rapporten viser også, at høje skatter hæmmer konkurrenceevnen, men det forhold gør sig dog gældende for alle landene i top ti - og ikke bare for Danmark.
Schweiz topper ranglisten for sjette år i træk. Også Singapore beholder deres plads som nr. to. USA har forbedret sin konkurrenceevne for andet år i træk, hvilket bringer dem to pladser op til en tredjeplads. Finland og Tyskland falder begge en enkelt plads til henholdsvis nummer fire og fem.