Fransk arkitekturs enfant terrible
Arkitektur | Af Leo Gullbring, Lund |
Portræt: Bernard Tschumi står for en arkitektur, der smider de gamle formler og standarder væk. Og ser arkitektur som en social funktion.
Bernard Tschumi, som før blev betragtet som fransk arkitekturs enfant terrible, er efter denne sommers retrospektive udstilling i Centre Pompidou i Paris en selvfølgelig del af den franske arkitekturhistorie. Da vi mødes til indvielsen, forklarer han, at han som ung arkitekt voksede op med en arkitektur, som byggede på færdige formler: bykvarterer, kontorer, boliger, offentligt monumentalbyggeri. Studenteroprøret i 1968 vendte op og ned på det hele.
Sammen med navne som Rem Koolhaas, Zaha Hadid og Wolf Prix satte de spørgsmålstegn ved alle regler, men med hver sin dagsorden.
Rød er ingen farve
Tschumi nøjedes ikke med at tilslutte sig Jacques Derridas filosofi. Efter 15 år som teoretiker vandt han opgaven med at bygge Parc de la Villette i Paris. Stærkt røde, konstruktivistisk inspirerede bygninger dannede en snoet promenade med skæve linjer, punkter og steder som overlappede hinanden. I år udgav han bogen Red is not a Color. Men den gav ikke svaret på, hvorfor alle La Villettes lysthuse er røde?
- Nej, rød er ikke en farve, siger Bernard Tschumi med et stort smil.
- Man kan sige, at farvesætningen fungerer som et diagram, der giver projektet struktur og viser, hvordan bygningerne forholder sig til hinanden. Men jeg har undladt at skrive om La Villette, fordi projektet i manges øjne definerer, hvem jeg er som arkitekt. Mindst lige så vigtige er Manhattan Transcripts, kunstcentret Le Fresnoy i Tourcoing og ikke mindst koncertsalen Zenith i Limoges, som forholder sig til kontekst og historie.
Arkitekturrevolutionen er blevet en del af virksomheders markedsføringsstrategier. De sociale ambitioner, som ikke mindst Tschumi har propaganderet for, bliver sjældent indfriet. Han nævner i den forbindelse Frank Gehrys Bilbaomuseum, Daniel Libeskind jødiske museum i Berlin og selv Ricard Rogers og Renzo Pianos Centre Pompidou i Paris.
Formen ikke nok
- De seneste 15 år har medført enorme forandringer. Vi har lagt alle ideologier død, modernismen, det postmoderne, historicismen, i dag er alt muligt. Med det resultat, at nu vil alle bygherrer have et arkitekturikon, som placerer dem på verdenskortet, og det er selvfølgelig et problem. Jeg vil hævde, at det ikke er nok at fascineres af arkitekturens nye former. Det er mindst lige så vigtigt, hvad den gør for mennesker, siger Bernard Tschumi.
I løbet af det 20. århundrede har hver generation præsenteret sin vision om byen og foreslået forskellige modeller, forskellige slags urban livsstil, alle med udspring i forskellige kulturer. Se bare futuristerne og Team Ten, eller de mere kritiske forslag fra Superstudio, Archizoom og OMA. Men siden 1990 har der ikke været nogen visioner, selv om vi aldrig har bygget så meget som nu. Ikke mindst i Kina, Mellemøsten og udviklingslandene. Byplanlægningen er slet og ret gået i stå, mener han.
Men Bernard Tschumi har ikke givet op. Han vil arbejde med sociale udtryk og tage tråden op fra tidligere værker for eksempelvis Manhattan Transcripts fra slutningen af halvfjerdserne. Det er en arkitektonisk tolkning af hverdagens liv og død med hjælp af fotografier, som både iscenesætter og bevidner begivenheder. Projektet var en slags udforskning af byrummets form, dets brug og sociale indhold og en diskussion af, hvordan arkitekturens abstrakte rumlighed møder vores subjektive erfaringer.
Møder ikke nutiden
- Vi står over for gennemgribende forandringer i, hvordan vi lever sammen i vore byer. Mange, men ikke nødvendigvis altid arkitekterne, har indset, at sociale medier, digital kultur og nye informationskanaler helt forandrer vort forhold til byrummet. Selv steder som Paris og London forandres på grund af nye sociale relationer mennesker imellem, og det indebærer, at arkitekturen må udvide sit repertoire til at være andet end fysiske udtryk. Arkitektur handler om, hvordan mennesker mødes og interagerer. Arkitekturen begynder sjældent af sig selv, men anspores af eksterne kræfter til at bidrage med nye løsninger.