Lær mere om det klassiske murværk
Byggeri | Af Dagens Byggeri |
I en restaurerings- eller renoveringssituation, hvor også energiaspektet spiller ind, kan det være udfordrende at bibeholde arkitekturen og murværkets kvalitet. Men åbner også for kreativ nytænkning.
Muret byggeri har en lang og stolt tradition i Danmark, og det anslås, at op mod 95 procent af landets bygninger har en facade af tegl. Materialet er det samme, men der er stor forskel på tilgangen til de forskellige bygninger, og hvor meget man må gøre ved dem.
For størstedelen gælder desuden, at der er et stort potentiale for energirenovering, særligt ved etageejendomme og enfamilieshuse. En fremtidssikring af det murede byggeri går således gennem sikring af kvalitet og renovering i overensstemmelse med skærpede energikrav.
For arkitekter kan det være svært at vælge mellem de mange forskellige materialer, der findes på markedet. Samtidig kan det være en stor udfordring at bibeholde et muret byggeris oprindelige udtryk, hvilket for eksempel resulterer i, at udtrykket ændres, fordi facaden forandres, når der energioptimeres.
Bevar udtrykket
Selv om man har kendskab til de nye materialer og koncepter, er det ikke altid nemt at vide, hvordan de bruges, og det kan også være svært at vide, hvordan energirenoveringsløsninger af det eksisterende byggeri påvirker for eksempel fugtbalancen i murværket, indeklimaet og holdbarheden.
Derfor udbyder Teknologisk Institut nu et kursus særligt til arkitekter, hvor renovering og restaurering af muret byggeri er i fokus. Kurset inspirerer til en holistisk tilgang til renovering, så der eksempelvis ikke alene fokuseres på energibesparelse, men på kvaliteten i byggeriet og bevaring af det murede byggeris arkitektur og byggeskik samtidig med, at bygningen opgraderes.
På kurset får deltagerne "hands on" og får murværksmaterialer i hænderne, hvilket giver en større forståelse for både egenskaber og begrænsninger i materialet. Kurset byder også på nyt fra relevante, igangværende udviklingsprojekter samt viden om nye materialer og koncepter inden for renovering. Kurset er tilrettelagt, så der veksles mellem teori og praktiske emner.