Arbejdstilsynet afviser kritik af ny lovgivning
Politik | Af Dan Bjerring |
Det er en "misforståelse", at Arbejdstilsynets medarbejdere skal kontrollere løn- og ansættelsesvilkår på danske arbejdspladser.
Det har flere steder i erhvervslivet vakt kritik, at Arbejdstilsynet fremover får mulighed for at kontrollere hos Skat, hvor der er mange lavtlønnede ansatte udlændinge.
Men direktør Peter Vesterheden fra Arbejdstilsynet kalder det en "misforståelse" at tro, at Arbejdstilsynets medarbejdere nu skal til at kontrollere løn- og ansættelsesvilkår på danske arbejdspladser.
- Der er bred enighed om, at Arbejdstilsynet skal målrette sin tilsynsindsats mere - og det er et redskab til det. Med lovforslaget får Arbejdstilsynet adgang til en række data, som skal bruges til at udpege de virksomheder, hvor der er risiko for alvorlige arbejdsmiljøproblemer, siger Peter Vesterheden.
Størst problemer
Han understreger, at det skal være med til at sikre, at Arbejdstilsynet i endnu højere grad finder de virksomheder, hvor der er problemer i forbindelse med tilsynsbesøg:
- Når vi skal finde de virksomheder, der har størst problemer med sikkerhed og social dumping, så er en vigtig indikator, om virksomheden har mange korttidsansættelser i kombination med mange udenlandske medarbejdere og betaler en relativ lav løn. Men der er ikke tale om, at de medarbejdere, der kommer ud på de enkelte virksomheder, skal have adgang til oplysninger på individniveau, siger Peter Vesterheden.