DE: Lovforslag er et fejlskud
Politik | Af Dan Bjerring |
Lovforslag lægger op til, at Arbejdstilsynet skal have fri adgang til dataoplysninger om individuel løn og statsborgerskab. Dårlig idé, mener Dansk Erhverv.
I kampen mod social dumping er regeringen på vej med et forslag til ændring af Arbejdsmiljøloven, hvori der foreslås vidtrækkende kontrolmuligheder, der skal give Arbejdstilsynet hidtil uset adgang til virksomhedernes private data og oplysninger om medarbejderes nationalitet.
Arbejdstilsynet mener, at der er nøje sammenhæng mellem mange lavtlønnede arbejdere og social dumping og vil derfor blandt andet have adgang til virksomhedernes skatteregistreringer, men det forslag mener blandt andre Dansk Erhverv er "helt uacceptabelt":'
- Det er første skridt mod en diskriminerende tilsynsstat, siger Rikke B. Ørum, der er underdirektør i Dansk Erhverv.
Risikobaseret
I lovforslaget lægges der op til, at Arbejdstilsynet skal have fri adgang til dataoplysninger om individuel løn og statsborgerskab, således at man kan give virksomheder ekstra tilsyn, hvis de har en kombination af mange udlændinge og lav løn i forhold til branchen.
- Det er helt uforståeligt og skræmmende, at en dansk myndighed mener, at det som udgangspunkt er mistænkeligt, hvis der er ansat medarbejdere, som ikke er danske. Den holdning tager Dansk Erhverv skarpt afstand fra. Det er diskrimination, siger Rikke B. Ørum
Arbejdstilsynet ønsker at indføre et risikobaseret tilsyn med virksomhedernes arbejdsmiljø, hvor virksomheder eller brancher med særlige arbejdsmiljøudfordringer er genstand for et mere intensivt tilsyn.
- Det er som udgangspunkt en rigtig tanke, men risiko for arbejdsmiljøproblemer kan og skal ikke udledes af nationalitet eller løn. Det er udtryk for statistisk diskrimination, hvis Arbejdstilsynet får ret til at trække løndata fra danske virksomheder for at kunne planlægge deres tilsynsbesøg. Lønforhold er ikke et anliggende for Arbejdstilsynets arbejdsmiljøindsats, siger Rikke B. Ørum.