Dårlig udbudskultur i det offentlige
Politik | Af Dan Bjerring |
Alt for mange udbud holdes midt i sommerferien, og det giver dårlig konkurrence. Dansk Erhverv opfordrer derfor de offentlige ordregivere til at blive bedre til at planlægge deres udbud.
Det offentlige holder i disse uger ferie. Men lige før de offentligt ansatte "trak stikket", nåede de at annoncere en masse udbud - i alt 217 udbud i de to første uger af skolernes sommerferie.
Samtidig har de lagt fristen for afgivelse af tilbud i sommerferien. Det tvinger de private virksomheder til at hoppe i arbejdstøjet, mens det offentlige holder fri, og det mener advokat for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, Louise Høgh, skaber "en uheldig situation":
- Det offentlige får mest muligt for pengene, hvis de planlægger klogt. Men at lægge et udbud midt i sommerferien er simpelthen dårlig planlægning. For de private virksomheder betyder det, at de kan få vanskeligt ved at få eksempelvis nøglemedarbejdere med ind over udarbejdelsen af tilbuddet, fordi de oftest holder ferie i skolernes sommerferieperiode. Og det resulterer altså i sidste ende desværre i dårligere tilbud til det offentlige, siger hun.
60 procent uhensigtsmæssige
Ud af de 217 udbud, der er sat i gang i skolernes sommerferie, har flere end 60 procent ifølge Louise Høgh "en yderst uhensigtsmæssig svarfrist". Kun 39 procent af udbuddene giver en ifølge Dansk Erhverv "acceptabel frist" for virksomhederne - en frist der ligger minimum en uge efter sommerferien er slut:
- Det undrer meget, at man presser så mange udbud igennem i denne periode. Selvfølgelig kan der være hastesager, som man ikke kan planlægge. Men jeg tror næppe, at 61 procent er udtryk for hastesager. Eksempelvis er det næppe en hastesag at indkøbe snerydningsydelser i august måned, siger Louise Høgh.
Hun mener i stedet, at det generelt ville være god udbudskultur at holde udbud væk fra sommerferien:
- Når et udbud lanceres og har tilbudsfrist i sommerferien, sender det et signal om, at man jo rent faktisk er ligeglad med at få de bedste tilbud fra private virksomheder ind. Det fordrer desværre ikke ligefrem et godt samarbejde, slutter hun.
Ligner en tanke
Direktør Erik Møbius fra Dansk Håndværk siger til Dagens Byggeri, at det er for dårligt, at myndighederne på den måde kan forsøge at manipulere med, hvem der får opgaverne:
- Det er udtryk for en dårlig og uprofessionel udbudskultur at sende opgaver i udbud i sommerferien. Det ligner en tanke, at bygge- og vedligeholdelsesopgaver udbydes på en måde, så myndighederne kan gør de virksomheder, de ønsker skal udføre opgaven, opmærksomme på det. Virksomheder, der ikke er inde i varmen hos myndighederne og formaster sig til at holde ferie, går glip af muligheden for at byde på opgaverne, simpelthen fordi de ikke kan være opmærksomme på det. Vi ser det år efter år, at dem, der har ansvaret for udbuddene, pludselig får travlt med at rydde skrive bordet op til ferien, og derfor sender en masse i udbud, mens virksomhederne holder ferie, siger Erik Møbius.
Et eksempel
Dansk Erhverv nævner foruden snerydningssagen et eksempel, hvor Svendborg Kommune indkøber effektdioder eller solceller. Kommunen foretog ændringer i udbuddet, som blev offentliggjort lørdag den 5. juli 2014, så tilbudsgiverne først fik kendskab med udbuddet mandag den 7. juli 2014. Fristen for afgivelse af et endeligt tilbud er to dage senere, altså den 9. juli 2014. Leverandørerne har altså alene to dage til at tilpasse sit tilbud, og det vel og mærke midt i sommerferien.