Forslag om straksbetaling ved RUT-bøder
Politik | Af Dan Bjerring |
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jørgen Arbo- Bæhr, kræver stramninger i forhold til udenlandske firmaers manglende betaling af bøder for overtrædelser af RUT-reglerne og arbejdsmiljølovgivningen.
Udenlandske virksomheder, som gribes i at overtræde reglerne om registrering i RUT-registret, er mere eller mindre ligeglade og undlader blot at betale de administrativt pålagte bødeforlæg.
Og når man tænker på, hvor mange udenlandske firmaer, der reelt arbejder i Danmark - ikke mindst i byggesektoren, må det give stof til eftertanke, at der fra 1. juli 2013 og indtil 1. april 2014 kun er udstedt 177 administrative bødeforlæg i alt.
Af disse er kun 44 betalt til tiden, og mindst 118 er slet ikke betalt. Det betyder altså, at langt størstedelen de udenlandske virksomheder ikke betaler de pålagte bøder.
Langt størsteparten af straffesagerne drejer sig om manglende anmeldelse til RUT, mens de øvrige vedrører urigtige eller mangelfulde anmeldelser.
Manuel gennemgang
Politiet oplyser direkte, at "det ikke er muligt ved et elektronisk udtræk i politiets systemer at opgøre antallet af sager, der rejses mod udenlandske virksomheder for overtrædelse af udstationeringsloven og arbejdsmiljøloven".
- Besvarelsen af denne del af spørgsmålet vil derfor kræve en større manuel gennemgang af samtlige sager. Rigspolitiet har ikke umiddelbart fundet anledning til at iværksætte en sådan gennemgang, oplyser justitsministeren.
Opkræv bøden på stedet
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, siger til Dagens Byggeri, at man eventuelt, ligesom det sker på landevejene, når lastbiler idømmes bøder, bør kunne standse den pågældende virksomheds arbejde på byggepladsen, indtil bøden er betalt, eller der kan stilles en bankgaranti:
- Problemet er jo blandt andet, at udenlandske byggevirksomheder afviser at betale en administrativ bøde og kræver sagen for domstolene. Når de så bliver dømt ved en domstol, er de over alle bjerge, og de dukker op under et andet navn næste gang, de kommer til Danmark. Opkræves bøden straks, eller stilles der en bankgaranti for pengene, så er vi sikret, at det har en reel konsekvens at overtræde reglerne, siger Jørgen Arbo-Bæhr.
Intet overblik
Arbejdstilsynet oplyser, at der i 2013 blev udstedt otte administrative bødeforlæg for overtrædelser af RUT-registrering, men at ikke et eneste blev betalt.
I 2014 er der udstedt fire bødeforlæg, og én er betalt. Ud af i alt 12 bøder er det altså kun en enkelt, der er betalt.
Langt størsteparten af straffesagerne drejer sig om manglende anmeldelse til RUT, mens de øvrige vedrører urigtige eller mangelfulde anmeldelser.
SKAT har i øvrigt heller ikke noget overblik i forhold til, inddrivelse fra andre myndigheder - herunder bøder som politiet og Arbejdstilsynet har bedt SKAT om at inddrive.