Byfornyelsesmidler må bruges til privates energirenovering
Politik | Af Dan Bjerring |
Kommunerne kan nu yde indfasningsstøtte ved huslejestigninger, støtte til genhusning af beboerne og til ejerens udgifter til vedligeholdelse.
Den 1. juli træder en ny energisparepakke i kraft. Et af hovedelementerne er muligheden for at lave såkaldt grøn byfornyelse, hvilket betyder, at kommunerne kan bruge byfornyelsesmidler til at støtte energirenoveringer i private udlejningsboliger, hvor udlejere og lejere er blevet enige om at gennemføre energiforbedringer i lejemålene.
- Muligheden betyder, at kommunerne blandt andet kan yde indfasningsstøtte ved huslejestigninger, støtte til genhusning af beboerne og til ejerens udgifter til vedligeholdelse. Og det er til gavn for alle parter - også miljøet, siger by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S).
Han peger på, at udlejerne indtil nu har manglet incitament til at energirenovere deres ejendomme:
- Det har vi rådet bod på med energisparepakken, hvor udlejerne nu får mulighed for at hæve huslejerne ved energirenoveringer mod, at lejerne får bedre boliger og lavere varmeregninger. Og med den grønne byfornyelse kan kommunerne give en hjælpende hånd ved at støtte renoveringerne med byfornyelsesmidler, siger ministeren.
Plads til forbedring
Han peger på, at det både er godt for lejerne, der får bedre boliger, for udlejerne, som får renoveret deres ejendomme, og for miljøet, som bliver mindre CO2-belastet.
Kommunerne kan, ved at opfordre ejere og lejere til at indgå aftaler om grøn byfornyelse, hjælpe energirenoveringen af de private udlejningsboliger - en boligtype, der ifølge Carsten Hansen er bagud, når det kommer til moderne energistandarder:
- Jeg er rigtig glad for, at kommunerne nu kan sætte ekstra fokus på energirenovering, for der er et stort efterslæb. Den private udlejningssektor udgør knap 20 procent af den samlede boligbestand og langt de fleste af de private udlejningsboliger er bygget, før der for alvor blev stillet krav til energistandarden. Sektoren har således et betydeligt potentiale for energiforbedringer, siger Carsten Hansen.