Vej-investeringer kan svare sig
Politik | Af Dan Bjerring |
Dansk Vejforening er godt tilfreds med den nye trafikaftale, der gør op med 2,5 års investeringstørke.
Efter en lang periode med det ene trafikforlig efter det andet, der har sat fokus på - og store beløb af til - den kollektive trafik, kom turen i sidste uge til vejområdet.
Det har ikke overraskende vakt glæde hos Dansk Vejforenings sekretariatschef Søren Bülow, der mener, at investeringer i veje gennem de seneste 2,5 års trafikaftaler "for det meste kun har været et eksotisk indslag".
- I den nye trafikaftale er investeringer i en række rentable veje tilbage som et fremtrædende element, siger Søren Bülow og opfordrer politikkerne til at gå pragmatisk efter det største samfundsøkonomiske afkast. Investeringer i statsveje var før den nye trafikaftale på det laveste niveau siden 2008, viser Dansk Vejforenings beregninger.
Mere alsidigt
Alene i egentlige vejanlæg indeholder aftalen investeringer for omkring 1,5 milliarder kroner.
- Det er glædeligt, at et flertal i Folketinget nu tager hul på at investere mere alsidigt i de forskellige transportformer. Det er på sigt meget uhensigtsmæssigt for såvel trafikken som for anlægssektoren, når der opstår disse langvarige investeringsstop på vejområdet, siger Søren Bülow.
Han peger videre på, at investeringer i flere veje end hidtil kan betale sig. Det viser en rapport fra Produktivitetskommissionen.
- En række vejprojekter med et meget højt samfundsøkonomisk afkast er klar til at blive iværksat. Der er derfor nok at tage fat på, men der mangler finansiering for op imod 20 milliarder kroner kroner alene til projekter, som allerede er vedtaget politisk, slutter Søren Bülow.