Aalborg, Ballerup og Viborg vil pimpe forstæder
Arkitektur | Af Torben Jastram |
De tre byer vil realisere de første projekter i Realdanias "Fremtidens Forstæder".
Det er efterhånden et faktum, at byudviklingen i forstæderne flere steder skal hjælpes i gang.
Sidste år indgik Realdania samarbejder med syv kommuner om at udarbejde forundersøgelser. Forskellige projektidéer er nu udviklet og vurderet i relation til, om de vil kunne bidrage til at kickstarte private investeringer i forstæderne.
Første projekter
Realdania har nu reserveret 25 mio. kr. pr. projekt til at medfinansiere realisering af de tre projektidéer i Aalborg, Ballerup og Viborg, under forudsætning af en kommunal medfinansiering på minimum tilsvarende beløb.
- At kickstarte en udvikling kræver en god, tværgående dialog med beboere, markedet, de mange grundejere, boligselskaber og de berørte kommunale forvaltninger. Det afgørende er, at en stærk vision og helhedsplan for området kombineres med en seriøs analyse af, hvordan projektidéen kan bidrage til at kickstarte en udvikling, der matcher markedsforhold og andre, lokale rammebetingelser. Min oplevelse er, at forundersøgelserne har været med til at kvalificere processen frem mod at realisere visionerne for det enkelte sted. Forundersøgelserne afspejler også, at kommunerne har givet nye bud på, hvordan fremtidens forstad vil se ud, siger programchef i Realdania, Astrid Bruus Thomsen.
Processen fortsætter
Realdania og de tre kommuner vil i de kommende måneder tilrettelægge processer, der skal sikre, at anlægsprojekterne får en høj, arkitektonisk kvalitet.
Samtidig skal der fortsat være dialog med de mange interessenter, der er en aktiv del af forstædernes udvikling, og som i praksis skal løfte de investeringer, der ventes at blive kickstartet.